Redegørelse: Konservative kontakter hjalp Barfoed med lejlighed

27. februar 2013 22:20 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Redegørelse: Konservative kontakter hjalp Barfoed med lejlighed
Billede mangler

Partifæller var medvirkende til, at de Konservatives formand, Lars Barfoed, i december fik mulighed for at leje en 114 kvadratmeter stor lejlighed på Frederiksberg.

Det fremgår af en redegørelse fra boligselskabet PrivatBo.

Det var Ekstra Bladet, der i første omgang kunne berette, at den konservative partiformand havde fået lejligheden uden om ventelisten, og at andre borgere, der var interesserede, ikke havde samme mulighed.

»Den første kontakt kommer fra Det Konservative Folkepartis generalsekretær, Martin Dahl. Han ringer – på vegne af Lars Barfoed – til den lokale vælgerforeningsformand på Frederiksberg, Claus Wagenblast-Franck, som er medlem af Frederiksberg Boligfonds bestyrelse«, hedder det i redegørelsen.

Wagenblast-Franck tog efterfølgende kontakt til den konservative formand i Frederiksberg Boligforening, Alfred Grinderslev, som ifølge redegørelsen »kontakter sit netværk på Frederiksberg«.

Barfoed bliver siden tilbudt en lejlighed.

»Lejligheden har ikke været udbudt til ventelisten. Det har den ikke, fordi vi kort inden havde sendt forespørgsel ud om en lignende lejlighed. I den forbindelse var der kun to interesserede på den interne og eksterne venteliste. De sagde begge nej efter at have beset lejligheden,« siger PrivatBos direktør, Kirsten Thøgersen til politiken.dk.

Alfred Grinderslev afviser over for Berlingske Nyhedsbureau, at Barfoed er kommet uden om ventelisten:

»Der er to ens lejligheder udbudt på samme tid. I den ene skriver vi ud til 29 på ventelisten, men får kun to svar, hvoraf ingen ønskede den. Så udbyder man den på boligportalen med besigtigelse den 24. oktober, men der kommer ingen henvendelser. Så prøver man igen med besigtigelse på den første lejlighed den 8. november, og der kommer en henvendelse fra en, som får boligen,« siger han.

»Han (Barfoed, red.) har overhovedet ikke fået den gennem sine konservative kontakter. Jeg har altid skullet holde min sti ren, og det har jeg også gjort i dette tilfælde. Der er ingen sag. En borger, der tilfældigvis er politiker, har lige så meget ret til at søge en bolig hos os, idet vi er en privat erhvervsvirksomhed.«

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra Lars Barfoed, men er af den Konservative pressetjeneste blevet henvist til den Konservative generalsekretær Martin Dahl.

Han afviser, at der er foregået noget suspekt i forbindelse med sagen, og han mener, at Lars Barfoed er blevet renset med redegørelsen.

»Det er underordnet, om man spørger i sit netværk, om der er nogen, der kender nogen, eller man selv tager kontakten til boligselskabet. Det er underordnet, så længe boligselskabet siger, at de har behandlet Lars Barfoed som enhver anden borger, og det er det, der er redegørelsens indhold. Mere er der ikke at bemærke til det,« siger Martin Dahl.

Spørgsmål: Hvorfor udtaler Lars Barfoed sig så ikke selv i sagen?

»Han kan ikke udtale sig om virksomhedens dispositioner. Han har ageret som privat borger, der er interesseret i at leje en bolig. Det er boligselskabet, som må redegøre for det. Der mener jeg, at boligselskabet nu siger, at de har behandlet ham som enhver anden borger.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu