Reform af styreform på vej i graven

10. april 2013 10:16 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Reform af styreform på vej i graven
Billede mangler

Med kun syv måneder til kommunalvalget er Socialdemokraterne og SF stadig uenige om, hvordan styreformen i Danmarks fire største byer skal være. Det skriver Politiken onsdag.

 

Dermed ser det ud til, at regeringens ønskede reform af kommunalstyret må lægges i graven. Et notat fra Økonomi- og Indenrigsministeriet viser ellers, at der kan spares 250 millioner kroner om året, hvis København, Aarhus, Odense og Aalborg samler administrationen under den øverste borgmester i stedet for som nu, hvor eksempelvis Københavns syv borgmesterposter er besat af forskellige partier.

Men Socialdemokraternes formand, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og SFs formand Annette Vilhelmsen (SF) er ifølge Politiken ikke nået til enighed om en model til kommunalstyret, og da Venstre, DF og Enhedslisten heller ikke vil tvinge en reform igennem, ser den nu ud til at have lange udsigter.

Socialdemokraterne har længe arbejdet for at samle administrationen i den såkaldte »enhedsforvaltning«, men SF mistænker partiet for at ville koncentrere magten hos S-borgmestrene.

»Nu må vi have et svar fra alle ansvarlige partier, røde og blå. Man skylder at forklare borgerne, hvorfor man vil bevare en model, der er så ineffektiv, at den koster københavnerne over 150 millioner kroner årligt i noget, som egentlig er unødvendigt,« siger S-kommunalordfører Simon Kollerup til Politiken.

Ifølge kommunalforsker Roger Buch vil besparelserne dog slet ikke blive så store, hvis det overhovedet vil blive til en besparelse.

»Selvom man lover at spare på administrative opgaver, så forsvinder besparelserne ganske ofte. Tag kommunalreformen som eksempel. Der var store forventninger til besparelser, men i stedet førte den en øget administration ude i kommunerne,« siger han til BT.

Socialdemokraternes argument om at samle magten hos en enkelt borgmester er også »temmelig dårlig« mener kommunalforskeren. Lige meget hvor man samler magten, er det stadig antallet af mandater, der er afgørende.

»Den magt og politik, der er spredt ud til de forskellige borgmestre, kan jo ikke lave om på det faktum, at man skal have et flertal i byrådet eller borgerrepræsentationen for at gennemføre sine forslag,« siger Roger Buch til BT.

Reformen er endnu ikke helt død, men det er op til Økonomi- og Indenrigsminister Margrethe Vestager (R) at åbne op for nyt i sagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu