Reform sætter erhvervsskoler under pres

3. marts 2013 22:00 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Reform sætter erhvervsskoler under pres
Billede mangler

Regeringen vil sende tusinder af unge kontanthjælpsmodtagere ind på en erhvervsuddannelse som murer, snedker, sosu-assistent eller noget helt fjerde. Men det er helt forkert at tro, at erhvervsskolerne kan udstyre op mod 16.000 såkaldt uddannelsesparate unge med et svendebrev.

 

Både elever, erhvervsskoleledere og flere forskere advarer nemlig mod at dynge erhvervsskolerne til med flere sociale udfordringer, end de slås med i forvejen. Det skriver Ugebrevet A4.

Regeringen lægger i sit udspil til kontanthjælpsreform op til, at unge ledige under 30 år skal i gang med en uddannelse på en ydelse svarende til SU. Og regeringen opfordrer direkte kommunerne til at rykke indsatsen for unge fra jobcentret til for eksempel erhvervsskolerne.

Men uddannelsesforsker på Roskilde Universitet, Christian Helms Jørgensen, mener, at erhvervsskolerne ikke kan løfte opgaven.

»Igennem mange år er erhvervsskolerne blevet overbelastet med socialpolitiske opgaver. Unge med boglige, sociale eller psykiske problemer er blevet sendt over på erhvervsuddannelserne, og det har slidt på skolernes image, ligesom det har betydet, at helt op til en tredjedel af eleverne falder fra og aldrig gennemfører en erhvervsuddannelse,« siger han.

I 2012 søgte kun hver femte unge direkte fra folkeskolen ind på en erhvervsuddannelse. Det er ifølge Christian Helms Jørgensen historisk bundrekord i søgningen til de erhvervsskoler, der ellers skal uddanne den faglærte arbejdskraft, som alle undersøgelser peger på, vi kommer til at mangle i fremtiden.

»Vi risikerer, at stadig færre stærke unge vil have erhvervsuddannelserne som førstevalg, hvis der proppes endnu flere ressourcekrævende elever ind på skolerne,« siger Christian Helms Jørgensen til Ugebrevet A4.

Formand for Erhvervsskolelederne og leder af EUC Vest i Esbjerg, Peter Amstrup, lægger ikke skjul på, at det er en stor og meget svær udfordring, der tårner sig op foran erhvervsskolerne. Alligevel erklærer han, at erhvervsskolerne er klar til at byde kontanthjælpsmodtagerne velkomne.

»Vi skal jo være klar til den opgave, og det er godt at have ambitionen om, at flest mulige skal have en uddannelse og mulighed for at få varig tilknytning til arbejdsmarkedet. De intentioner er vi meget positive overfor. Men hvis vi med rimelig grad af sandsynlighed skal lykkes med at løse det her, skal der virkelig sættes ind fra både kommuner og erhvervsskoler,« siger Peter Amstrup ifølge Ugebrevet A4.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu