Regering fjerner efterskolebesparelser i finansloven

3. november 2011 09:09 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Regering fjerner efterskolebesparelser i finansloven
Billede mangler

Det rammer socialt skævt, når man sparer på efterskoler, mener undervisningsminister Christine Antorini og bebuder, at den kommende finanslov aflyser besparelserne.
 
Så mange forældre som muligt skal have mulighed for at sende deres børn på efterskole. Derfor annullerer regeringen i finanslovsforslaget den skærpede indkomstaftrapning af elevstøtten til efterskoleelever, som den tidligere regering besluttede. Det betyder, at faldet, der er gennemført i elevstøtten for familier i mellemindkomstgruppen, ændres, således at de igen får bedre råd til at sende deres børn på et efterskoleophold.
 
Børne – og undervisningsminister Christine Antorini er glad for at kunne stå i spidsen for håndsrækningen til forældrene og efterskolerne.
– Efterskolen er et godt tilbud til mange unge, som kan få udviklet både deres sociale og faglige kompetencer yderligere. Vi ved, at et godt efterskoleophold kan være afgørende for, at den unge kan gennemføre en ungdomsuddannelse. Derfor var jeg meget imod, at den tidligere regering afskar en række familier fra at benytte tilbuddet. Denne regering vil et mere lige samfund, og med dette tiltag gør vi i Ministeriet for Børn og Undervisning vores indsats for at nå dette mål, siger Christine Antorini.
 
Regeringen fastholder den tidligere regerings omlægning af beregningsgrundlaget for elevstøtten, hvor beregningsgrundlaget for elevstøtten tager udgangspunkt i husstandsindkomsten.
 
– Vi mener fortsat, at det nye beregningsgrundlag i udgangspunktet er det rigtige, idet det kan siges at være i tråd med de nyere familiemønstre, hvor forældre indgår i nye familiekonstruktioner med sammenbragte børn, siger Christine Antorini.
 
Forslaget indebærer, at der samlet vil blive tilbageført cirka 50 millioner kroner til elevstøtten i 2012 og cirka 90 millioner kroner i de efterfølgende år.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu