Regering og erhvervsliv sætter fokus på fremtidens vækst

19. april 2013 06:12 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Regering og erhvervsliv sætter fokus på fremtidens vækst
Billede mangler

Regeringen mødes fredag med erhvervslivets top til konferencen ”Fokus på fremtidens vækst. På konferencen gøres der status over første år med regeringens vækstmarkedsstrategi.

 

Det ser lovende ud. Eksporten af varer til 10 udvalgte vækstmarkeder steg med 6,4 milliarder kroner i 2012, hvilket svarer til en vækst på 11,1 procent og godt 4.000 danske arbejdspladser.

De 10 vækstmarkeder er de fire BRIK-lande (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) samt Indonesien, Mexico, Sydafrika, Sydkorea, Tyrkiet, og Vietnam.

Kina (inklusiv Hong Kong) stod for den største absolutte stigning på 4,2 milliarder kroner, hvilket svarer til en vækst på 17,2 procent. Indonesien stod for den største relative stigning med knap 60 procent.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) og handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) er værter ved konferencen. Ud over de to ministre deltager statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

»Regeringen har gjort det til en høj prioritet at få bedre fat i vækstmarkederne. Vi offentliggjorde vores strategi for ét år siden. Nu er det et godt tidspunkt at gøre status for arbejdet og sammen med erhvervslivet drøfte, hvordan vi går videre, så den kommer danske virksomheder til gavn,« siger Pia Olsen Dyhr.

Dansk eksport havde det i 2012 vanskeligt på grund af den lave vækst i Europa. Men netop på vækstmarkederne gjorde dansk erhvervsliv det fremragende. Eksporten af varer til de 10 udvalgte vækstmarkeder steg med 6,4 milliarder kroner, hvilket svarer til 4.000 danske job.

Regeringen vil i tæt samarbejde med dansk erhvervsliv arbejde for, at den positive udvikling fortsætter. Derfor har vi som et led i vækstplan DK afsat yderligere midler til en styrket vækstmarkedsindsats i 2014 og 2015.

»Arbejdet i regeringens vækstteams med repræsentanter fra erhvervslivet viser, at der er mange muligheder for eksport, vækst og job. Danmark har kompetencerne og løsningerne til at slå igennem på vækstmarkederne. Det gælder om, at vi sammen griber de muligheder, siger erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen.

En øget eksport til vækstmarkederne kræver, at vi er synlige ude i verden. Vores syv markedsføringskonsortier tiltrækker opmærksomhed om danske løsninger. For eksempel har 4.500 udenlandske beslutningstagere og mere end 400 internationale mediefolk været på besøg i Danmark og studeret vores grønne løsninger.

Gode vækstvilkår hænger tæt sammen med adgang til finansiering. Derfor har regeringen forbedret kreditmulighederne, blandt andet gennem Eksport Kredit Fonden. Den har tredoblet sit engagement siden 2008 til nu omkring 70 milliarder kroner, og med Vækstplan DK lægges op til at tilføje yderligere 15 milliarder.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu