Regeringen dropper ændring af styreform i de store byer

18. april 2013 03:27 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Regeringen dropper ændring af styreform i de store byer
750 tilfældigt udvalgte aarhusianere får mulighed for at søge om at komme med i et nyt medborgerudvalg. Foto: Colourbox

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) lægger reformen af ledelsen af landets fire største byer på hylden. Det skriver Politiken.

 

»Reformen synes ikke at have tilstrækkelig opbakning. Der er ikke udsigt til et flertal og slet ikke et bredt flertal for at lave om på styreformen i de store byer. I øvrigt er der heller ikke kommunal opbakning til at gøre det,« siger Margrethe Vestager til avisen.

Skrinlægningen går lodret imod løfterne i såvel regeringsgrundlaget som lovkataloget for den igangværende folketingssamling, hvor regeringen har forpligtet sig på at lande en aftale om de store kommuner.

Venstres formand, daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), ønskede selv en ledelsesreform af de største byer, da han i 2010 bebudede et opgør med »magistratstyremodellen«, men siden har partiet skiftet holdning.

Også regeringspartierne har haft svært ved at blive enige.

SF har frygtet, at den model for enhedsforvaltning, som Socialdemokraterne har ønsket sig, ville koncentrere magten hos de store byers øverste borgmestre, der alle er socialdemokrater. Alligevel ærgrer politisk ordfører Jonas Dahl (SF) sig.

»Det har ikke været nogen hemmelighed, at vi gerne fra SFs side har villet diskutere de her ting. Nogle gange må man erkende, at det ikke er alt, man kan nå til enighed om,« siger han til Politiken.

Et notat fra Økonomi- og Indenrigsministeriet har vist en besparelse på 250 millioner kroner årligt, hvis København, Aarhus, Odense og Aalborg som landets øvrige kommuner samler administrationen under den øverste borgmester.

»Det er en vældig billig beslutning for de partier på Christiansborg, som har lagt det her i graven, men det er en meget stor beslutning for borgerne i de store byer. Vi ville kunne have frigjort mange millioner kroner,« siger kommunalordfører Simon Kollerup (S) til Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu