Regeringen hæver boligskatten for 100.000 husejere

16. maj 2012 06:32 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Regeringen hæver boligskatten for 100.000 husejere
Billede mangler

100.000 familier, der bor i huse opført efter 2001 kommer til at betale en højere boligskat når regeringen lukker skattehul.
 
Det kan godt være, at regeringen har sagt, at den ikke vil hæve boligskatterne, men det bliver alligevel konsekvensen for 100.000 boligejere, når økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager i dag fremsætter lovforslag, der fjerner muligheden for at udnytte fradrag for byggemodning til at reducere ejendomsskatten, hvis man bor i boliger opført efter 2001.
 
Ifølge rådgivningsfirmaet Rafn & Søn kommer de 100.000 boligejere til at betale 300 millioner kroner ekstra i skat om året. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
 
Men Rafn & Søn mener ikke, at ministeriet har gjort rede for, hvor meget ejendomsskatten stiger, hvis det vedtages.
– Indtil nu har vi identificeret fire fejl i ministeriets beregninger, siger chefjurist Christian Gommesen, der mener, at ministeriet har undervurderet, at lovforslaget vil få vidtrækkende konsekvenser.
 
Venstre er kritisk over for forslaget. Skatteordfører Torsten Schack Pedersen siger til Jyllands-Posten:
– Det er stærkt bekymrende, hvis rådgivende eksperter slet ikke kan genkende de økonomiske konsekvenser, som ministeriet opstiller.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu