Regeringen udvider tilbud om HPV-vaccine

12. april 2013 02:07 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Regeringen udvider tilbud om HPV-vaccine

Aldersgrænsen for kvinder, der skal have tilbudt den såkaldte HPV-vaccine, bliver hævet med tre år.

 

Fremover vil unge kvinder helt op til 18 år få tilbudt et gratis stik mod livmoderhalskræft. Det siger sundhedsminister Astrid Krag (SF), der samtidig begrunder, hvorfor aldersgrænsen ikke er blevet hævet yderligere.

»Vaccinen virker bedst, jo færre seksuelle partnere man har haft, og derfor vælger vi ikke at gøre det permanent, at kvinder op til 26 år skal have mulighed for at få vaccinen,« siger ministeren til metroXpress.

Helle Kiellberg Larsen, der er afdelingslæge på Bispebjerg Hospital, ærgrer sig over, at regeringen ikke vælger at tilbyde vaccinen til mænd.

»Mænd, der dyrker sex med mænd, eller med kvinder, der ikke er vaccineret eller med kvinder fra andre lande, er jo ikke beskyttet, blot fordi vi vaccinerer unge piger,« siger hun til metroXpress.

Astrid Krag er dog ikke afvisende over for, at vaccinen kan blive tilbudt til unge mænd også.

Regeringen har sat 20 millioner kroner af til udvidelsen af ordningen.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu