Regeringens kickstart røg til udlandet

14. februar 2013 02:13 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Regeringens kickstart røg til udlandet
Regeringen vil gøre det attraktivt for unge at vælge en karrierevej som tømrer eller automekaniker.

Regeringen havde håbet, at den milliarddyre kickstart ville skabe 21.000 nye job i Danmark, men forventningerne er nu blevet skruet ned til 16.000 ekstra arbejdspladser, skriver Jyllands-Posten.
Hovedårsagen er ifølge Finansministeriet, at man i regnemodellerne har undervurderet, hvor stort et beløb, der gennemsnitligt går til køb af varer og tjenesteydelser i udlandet, når der bruges penge på bygge- og anlægsinvesteringer.

 

Hele 21 procent af den slags investeringer ryger ifølge Danmarks Statistik ud af landet i stedet for at sætte gang i den danske økonomi.

Enhedslisten har kun hovedrysten til overs for Finansministeriets fejlvurdering.

»Regeringen kan bare se på antallet af arbejdsløse. Så ved den, hvor mange arbejdspladser der skal skabes, og måske man bare skulle koncentrere sig om at komme i gang med det,« siger arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl (Ø) til avisen.

Socialdemokraternes finansordfører John Dyrby Paulsen (S) erkender, at uventet mange penge ryger ud af landet.

»Det er klart, at en nedjustering af effekten skaber undren, men man justerer jo i forhold til de erfaringer, man har. Det ville være mærkeligt, hvis man ikke gjorde det. Det er bedste mands bedste bud,« siger han.

Der er dog også andre forklaringer bag fejlskønnet, mener økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, Bo Sandemann Rasmussen.

»Nogle af de virksomheder, der har fået opgaver som følge af de offentlige investeringer, har formentlig skruet ned for eller udskudt andre opgaver. Dermed behøver de at ikke udvide og ansætte flere på kort sigt,« siger han til Jyllands-Posten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu