Region har lagt oplysninger om kræftpatienter på nettet

2. februar 2013 13:44 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Region har lagt oplysninger om kræftpatienter på nettet
Billede mangler

Region Syddanmark har på nettet offentliggjort en liste med 69 nulevende og afdøde kræftpatienters navne og CPR-numre. Personnumre kan, hvis de ender det forkerte sted, misbruges.

 

– Det er en meget grov overtrædelse af persondataloven. Jeg tror, det er det mest alvorlige tilfælde, jeg har set i de 13 år, jeg har arbejdet med persondata, siger Charlotte Bagger Tranberg, lektor i persondataret ved Aalborg Universitet, til dr.dk og tilføjer:

– Alt afhængig af, hvor lang tid de har ligget der, vil det faktisk være muligt at finde dem frem for altid. Derfor skal Datatilsynet nu se på sagen, men hvis ikke nogen af dem på listen selv anmelder det til Datatilsynet, vil jeg formode, at Datatilsynet selv tager sagen op af egen drift i næste uge, siger hun.

BT kan fortælle om en 23-årig kvinde, der fredag fandt personfølsomme oplysninger om sin tante på nettet. Kvinden fandt et word-dokument med tantens navn. Sammen med det optrådte hendes CPR-nummer og en række prøvedatoer med tilknyttede bemærkninger.

Helt præcist er der ifølge bt.dk tale om en 23 sider lang liste over patienter, der har fået foretaget prøver på hospitaler i Region Syddanmark. Her fik kvindens tante inden sin død foretaget blandt andet biopsi og scanninger i forbindelse med en kræftsygdom.

– Jeg tænkte, hold da op, de skal ikke ligge der. Det burde ikke kunne lade sig gøre, siger kvinden til bt.dk og fortæller, at hun har kontaktet Syd- og Sønderjyllands Politi.

Niels Nørgaard Pedersen, administrerende sygehusdirektør for Sygehus Lillebælt, erkender, der er sket en fejl:

– Det er selvfølgelig dybt beklageligt, at folk, der har givet os lov til, at deres væv og blod kan bruges til forskningsformål, kan finde deres personoplysninger på den åbne del af internettet. Det kan vi kun dybt beklage. Det er etisk imod vores egne retningslinjer. Og det er stik imod al forskningsetik og regler inden for det, siger han til dr.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu