Region Syddanmarks formand Carl Holst klar debat om brugerbetalte lægebesøg

27. april 2012 00:47 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Region Syddanmarks formand Carl Holst klar debat om brugerbetalte lægebesøg
Billede mangler

Brugerbetaling ved de praktiserende læger skal til debat, mener Venstres formand for Region Syddanmark, Carl Holst.
 
Regionsformand i Region Syd, Carl Holst, åbner nu for et opgør med et af de store tabuer i dansk sundhedspolitik.
 
– Vi kommer til at snakke brugerbetaling, også ved den praktiserende læge. Danmark er et af de få lande i Europa, der ikke har brugerbetaling ved praktiserende læge. Til gengæld har vi verdens højeste brugerbetaling på tandlægebesøg. Det hænger ikke sammen, lød det fra Carl Holst i aftenens udgave af Debatten på DR2.
 
Det har længe været konservativ politik, at man burde indføre en form for brugerbetaling på lægebesøg, mens Venstre har været imod.
 
– Brugerbetaling kan være adfærdsregulerende. Kan man undgå, at folk udebliver, og kan man undgå at folk kommer unødvendigt? Derfor taler man i udlandet om et sted mellem 75 og 150 kroner, siger Carl Holst.
 
Men det mener De Radikale er en dårlig idé.
– Jeg tror man skal være meget varsom med, hvor man bruger brugerbetaling i sundhedssystemet. Fordi nogle steder som f.eks. den praktiserende læge fungerer jo som gatekeeper til resten af sundhedssystemet, svarede partiets sundhedsordfører, Camilla Hersom i Debatten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu