Regioner vil have flere unge til at stemme

17. april 2013 20:01 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Regioner vil have flere unge til at stemme
Billede mangler

De unge står normalt ikke ligefrem i kø for at stemme til kommunal- og regionsvalg.

 

Det vil Danske Regioner og ungdommens tænketank YouGlobe ændre på til november, hvor krydsene skal sættes næste gang. I den forbindelse sendes politikere ud på 100 af landets uddannelsesinstitutioner for at diskutere med de unge.

»Det er problematisk, at halvdelen af landets unge ikke benytter deres stemmeret til at præge de beslutninger, der bliver truffet i regionerne,« siger Steen Bach Nielsen (S), formand for Danske Regioners Demokratiudvalg, i en pressemeddelelse og uddyber:

»Det har stor betydning for unge, om bussen stopper tæt ved gymnasiet, om der mangler uddannelsestilbud til særligt kvikke elever, og hvordan vi hjælper frafaldstruede elever med at gennemføre deres uddannelse«.

Ideen med valgmøderne er at involvere ungdommen i en debat med regionspolitikere. Via deres smartphone eller laptop får de unge mulighed for at stille spørgsmål, kommentere og deltage i afstemninger, der projiceres live på salens storskærm. Debatten fortsætter derefter på Facebook.

Debatten bygges op om blandt andet en række kortfilm, som illustrerer de dilemmaer, regionspolitikerne står over for, når de skal prioritere skattekronerne.

»Landets unge interesserer sig i høj grad for samfundets udvikling. Men hvis ikke de benytter sig af deres stemmeret, er der tale om et stort problem for fremtidens demokrati. For vi ved, at hvis ikke man kommer i gang med at stemme som ung, er der stor risiko for, at man heller ikke vil stemme senere i livet,« siger Olav Hesseldahl, talsmand for YouGlobe, i pressemeddelelsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu