Rekordmange europæere står uden job

2. juli 2012 13:27 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Rekordmange europæere står uden job
Billede mangler

Arbejdsløsheden i eurozonen sætter nu en yderst kedelig rekord.
I maj steg arbejdsløsheden og er nu opgjort til 11,1 procent, viser tal fra Eurostat. Det er den højeste registrerede arbejdsløshed for området nogensinde.
Stigning er helt ventet, da analytikere ifølge Bloomberg News havde ventet en stigning til 11,1 procent. I april lå arbejdsløsheden på 11,0 procent.
Hårdest ramt er Spanien, hvor hver fjerde står uden arbejde.
Det er især de unge, der har store problemer med at finde arbejde. I alt mangler 3,4 millioner personer under 25 år arbejde – det er en stigning på 254.000 sammenlignet med et år tidligere.
Med de seneste tal har arbejdsløsheden for eurozonen nu været over 10 procent i 13 måneder i træk. Det sker, mens flere lande kæmper for at implementere store spareplaner, som skal hjælpe landenes økonomier på fode.
Før weekenden vedtog EU’s ledere en vækst- og jobpagt med tiltag for knap 900 milliarder kroner.
Med aftalen vil EU-landene skyde 75 milliarder kroner ekstra ind i Den Europæiske Investeringsbank, som kan skabe udlån for knap 450 milliarder kroner til vækst – og innovationsprojekter.
Samtidig hentes omkring 400 milliarder kroner, som ligger ubrugt hen i EU’s strukturfonde. 33 milliarder kroner investeres i et pilotprojekt med projektobligationer, der kan finansiere infrastrukturprojekter i EU.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu