Rengøringsgigant må punge ud for lønsnyd

18. maj 2012 11:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Rengøringsgigant må punge ud for lønsnyd
Billede mangler

To udenlandske rengøringsmedarbejdere får nu penge for årevis af skæve vagter, hvor de gjorde rent på skoler i Nordsjælland.
3F og rengøringsgiganten Forenede Service har nu indgået forlig i lønstriden.
Det betyder, at en 41-årig kvinde kan se frem til 101.000 kroner. Pengene blev hun snydt for over en periode på fem år, hvor hun ikke fik aften- og nattillæg for sit arbejde på Baunebjerg Skolen i Humlebæk.
106.000 kroner venter der også en 43-årig kvinde, der blev snydt for løn og pension, da hun gjorde rent på en skole i Allerød, det skriver Fagbladet 3F.
– Vi er glade for, at medlemmerne nu kan se frem til den betaling, de har krav på for deres arbejde. Og vi er tilfredse med Forenede Services nye regionschef, som har vist vilje til at løse sagerne på en fair måde, siger Ellen Bielefeldt, faglig konsulent hos 3F Nordøstsjælland.
De to lønsnydte medarbejdere kan ifølge 3F glæde sig over, at Forenede Rengøring har fået en ny regionchef, der er samarbejdsvillig.
– Der sker noget, efter at Forenede Service har fået ny regionschef i Nordsjælland. Nu får vi løst sagerne hurtigt. Det virker meget positivt, siger Pia Carøe, faglig sekretær hos 3F Nordsjælland Syd.
Den nye regionchef i Nordsjælland for Forenede Rengøring, Ninna Hvid Christensen, lægger op til at arbejde tæt sammen med 3F, så lønnen stemmer.
– Vi har fået mere struktur på det. Jeg har et godt samarbejde med 3F. Vi snakker om tingene og løser sagerne. Vores holdning er, at medarbejderne skal have det i løn, de har krav på, siger hun.
Begge sager er nu sendt til betaling.
Kilde: 3F

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu