Retssager i USA er blevet forretning

8. april 2013 17:26 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Retssager i USA er blevet forretning
Billede mangler

For aktionærer er det ofte nervepirrende, når selskaber har regnskabsdag og fremlægger de resultater, der rykker kurserne op eller ned. Men for en voksende gruppe investorer er de vigtige øjeblikke nu i stedet, når hammeren falder hos de amerikanske domstole.

Ifølge The Wall Street Journal er store kommercielle retssager i USA ved at udvikle sig til attraktive investeringer for en ny gruppe af investorer. De etablerer selskaber og fonde der tilbyder hjælp til finansiering af retssager, f.eks. lån til advokatfirmaer, til gengæld for at få del i gevinsten, hvis sagen får det rigtige udfald.Selskaber interesseret i finansiering

Nogle investorer arbejder endda aktivt med at finde store amerikanske selskaber, der er på vej mod et retsopgør og interesseret i finansiering. Og eftersom mange selskaber siden krisen har været i gang med at skære i omkostninger, er interessen gensidig. Det fortæller Ken Gardiner, der er bestyrelsesformand i advokatfirmaet Crowell Morring LLP i Washington.

»Jeg tror, du vil finde en anseelig procentandel af Fortune 100 (liste over de 100 ledende virksomheder i USA, red.), der i en eller anden form er engagerede i finansierede retssager. Skubbet er i overvældende grad kommet fra meget meget stramme juridiske budgetter,« siger han til avisen.

De selskaber og fonde der låner penge ud til finansiering af retssager, får som udgangspunkt deres penge tilbage, plus en bonus hvis sagen bliver vundet. Bonussen kan ifølge Wall Street Journal beløbe sig fra alt fra to til 15 millioner dollar (11,5 til 86 millioner kroner) per retssag.200 milliarder dollar-marked

Det er svært at få et klart overblik over omfanget af retsopgør med tredjeparts-finansiering, fordi mange sager bliver løst via et forlig, og dermed aldrig når ud i offentligheden. Men en af spillerne på markedet, kapitalfonden Gerchen Keller Kapital, vurderer det samlede marked til at beløbe sig til svimlende 200 milliarder dollar (1.151 milliarder kroner). Gerchen Keller Kapital har selv rejst mere end 100 millioner dollar (575 millioner kroner) til investering i retssager.

Også kapitalfond Burford Capital har været involveret i finansiering af flere retssager, blandt andet i en miljøsag om et olieudslip i Ecuador mod olieselskabet Chevron. Og Burford Capital markedsfører sig også aggressivt som investor til voldgifts – og retssager.

»Vores mål er at udløse værdien af de underliggende krav til gavn for vores klienter. Vi kan finansiere en sag og de løbende udgifter, monitorere en retssag og mere,« skriver selskabet på sin hjemmeside.Gør retslokalet til aktiemarked

Den voksende »retsindustri« har skabt heftig debat i USA. Ved en høring i den amerikanske kongres i sidste måned lød kravet, at myndighederne griber ind og regulerer tredjepartsmulighed for at blande sig.

Kritikken går blandt andet på, at muligheden for at investere i retssager giver grobund for useriøse sager, hiver omkostninger for at gå i retten i vejret og udvikler domstolene til en slags alternativ handelsplatform.

»Det her gør domstolene til en slags aktiemarked. Hvis investorer får den slags afkast. Så betaler sagsøgte enten meget mere eller sagsøgere modtager meget mindre,« siger John Beisner til Wall Street Journal. Han er partner i advokatselskabet Skadden Arps Slate Meagher & Flom LLP og ivrig modstander af den nye storindustri.

Omvendt siger investorerne, at de har en gavnlig rolle, blandt andet fordi de giver virksomheder mulighed for at føre sager mod modstandere med en større pengetank i ryggen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu