Rig sjællænder får skatte-bøde på 28 mio.

19. juni 2012 16:19 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Rig sjællænder får skatte-bøde på 28 mio.
Billede mangler

En nordsjællandsk velhaver skal punge ud med 28,65 millioner kroner i bøde for at have benyttet sig af udspekulerede skattely i udlandet, hvor han ved hjælp af økonomiske fiksfakserier har skjult en formue for de danske skattemyndigheder.
Den tidligere virksomhedsejer straffes samtidigt med tre års betinget fængsel for skattesvig af særlig grov karakter i den opsigtvækkende straffesag, som Bagmandspolitiet har ført mod ham ved Retten i Lyngby.
Domstolen lagde vægt på mandens høje alder, som talte imod at gøre straffen ubetinget.
Den 69-årige mand har erkendt, at han hele tiden var klar over, at udbetalingerne til ham fra sine såkaldt trusts – som har adresse på Jersey og senere Guernsey – var skattepligtige.
Den klækkelige millionbøde til pengemanden bliver 50 procent højere end normalt, og han får også konfiskeret et yderligere beløb på ikke mindre end 19,1 millioner kroner.
Den dømte mand overvejer nu, om han vil anke dommen, oplyser Retten i Lyngby.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu