Riges forældre får mest hjemmehjælp

21. februar 2013 03:54 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Riges forældre får mest hjemmehjælp
Foto: Colourbox

En ny analyse, som Danmarks Statistik har lavet, viser, at ældre med rige børn får mere hjemmehjælp end ældre med børn med lave indkomster. Det skriver Politiken torsdag.

 

»De velstillede børn har muligvis flere ressourcer og er bedre uddannet og er måske derfor også bedre til at forstå og gebærde sig i systemet,« siger Tine Rostgaard, der er professor på Aalborg Universitets Institut for Statskundskab og har forsket i ældreplejen, til avisen.

I Ældre Sagen mener man, at resultatet skal analyseres nærmere.

»Noget tyder på, at dem med ikke så ressourcestærke pårørende ikke får den fornødne hjælp. Men de ældre skal jo have den hjælp, de har brug for – uanset om de har svage eller stærke børn,« siger Jens Højgaard, souschef i Ældre Sagen.

Undersøgelsen viser eksempelvis, at en enlig ældre mand, der har et barn, der tjener mere end 500.000 kroner om året, får halvanden gang mere hjemmehjælp end gennemsnittet, mens samme slags mand med et barn, der tjener mindre end 100.000 kroner om året, får knap det halve antal timer sammenlignet med gennemsnittet.

Socialminister Karen Hækkerup (S) skriver i en kommentar til Politiken, at kommunerne har pligt til at yde den nødvendige hjælp til alle ældre, som har behov for det.

»Og så er det fuldstændig ligegyldigt, om ens børn har en høj eller en lav indkomst,« fastslår hun og tilføjer, at hun nu vil tale med Kommunernes Landsforening (KL) om sagen.

I KL overrasker analysen imidlertid.

»Måske skal vi se på visitationen til hjemmehjælp i de enkelte kommuner,« siger Thomas Eirfeldt, social- og sundhedskonsulent i KL, til Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu