Rockerborg ransaget efter brutalt overfald

16. april 2013 13:08 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Rockerborg ransaget efter brutalt overfald
Foto: Facebook.

Politiet i Nordjylland har tirsdag formiddag indledt en ransagning af Hells Angels’ klubhus i Nørresundby nord for Aalborg.

 

Det fortæller efterforskningsleder Lars Nørskov Jørgensen.

»Vi er i gang med ransagningen af HA-borgen som et led i efterforskningen af et overfald på en 16-årig dreng, som fandt sted 2. april. Det er ikke en ny sag. Jeg kan ikke udtale mig om, hvad det er, vi leder efter,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Den 16-årige dreng blev udsat for et groft overfald på en benzintank tidligere på måneden, da to formodede HA-rockere angreb ham i den bil, hvor han var passager. Den ene slog ham i hovedet med en mursten, mens den anden bankede løs på ham med en murerhammer flere gange. Drengen pådrog sit et kraniebrud og blev på hospitalet lagt i kunstigt koma.

»Han overlever, men det er stadig usikkert, om han slipper uden varige skader,« siger efterforskningslederen.

»Han er uden for livsfare og er også i bedring, men lægerne kan ikke på nuværende tidspunkt garantere, at han slipper uden mén,« forklarer Lars Nørskov Jørgensen.

Politiet mener ikke, at offeret har nogen relation til rockermiljøet. Han kan være blevet forvekslet med en anden, lyder teorien.

»Der er ikke noget, der tyder på, at han har noget med rockermiljøet at gøre. Indtil videre må vi fastholde, at han er et uskyldigt offer, der var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt,« siger Lars Nørskov Jørgensen.

Han forklarer, at politiet ikke har anholdt nogen personer i forbindelse med ransagningen, og han forventer ikke, at det vil ske. Til gengæld ønsker efterforskningslederen ikke at udtale sig om, hvorvidt politiet har beslaglagt noget under ransagningen.

»Jeg kan bare sige, at vi har været der flere gange i sagen, men vores efterforskning har nu gjort, at vi er der igen. Det er et led i vores efterforskning, hvor alle retsmøder er blevet afholdt for lukkede døre, fordi det foregår i rockermiljøet, det er normal procedure,« slutter han.

Efter overfaldet på den 16-årige blev tre mænd anholdt og fængslet i fire uger.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu