Rød økonom: Regeringens sortsyn koster job

2. februar 2012 17:42 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Rød økonom: Regeringens sortsyn koster job
Billede mangler

Regeringen har på grund af fejlskøn i Finansministeriet forpligtet sig til at overholde EU’s konvergenskrav og gennemføre brutale spare- og fyringsrunder i den offentlige sektor.
Og samtidig med at tusinder af offentligt ansatte på den konto er blevet sendt ud i unødig arbejdsløshed, så har dystre udmeldinger om forventninger til underskuddet på de offentlige finanser fået danskerne til at holde på pengene og dermed bremse privatforbruget.
Sådan lyder den hårde dom fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på en dag, hvor pensionsselskabernes rekordhøje skatteindbetalinger ser ud til at sende underskuddet på statsfinanserne langt under EU’s grænse på tre procent.
“Det er de skatter, der har drillet i Finansministeriet i de seneste to år. Og det er derfor, vi er kommet ind i EU’s procedure, hvor økonomien skal konsolideres og den strukturelle saldo forbedres med halvanden procent af bruttonationalproduktet (BNP). Det betyder, at vi sparer på et tidspunkt, hvor vi ikke mener, det er fornuftigt,” siger chefanalytiker Frederik I. Pedersen til Newspaq.
I decemberredegørelsen i 2010 forventede den daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) et underskud på 94 milliarder kroner. Det blev i stedet på 47 milliarder kroner – altså en forskel på 47 milliarder kroner.
For 2011 forventede den nuværende finansminister Bjarne Corydon (S) tidligere et underskud på 84 milliarder kroner. Men ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd tyder det nu på, at det reelle underskud lander på 40 milliarder, og at fejlskuddet dermed bliver mindst lige så stort som under den daværende regering.
Går vi frem til 2012 kan det ligeså godt vise sig at blive under halvdelen af det forventede, vurderer Frederik I. Pedersen. Derfor burde regeringsgrundlaget været skrevet om, mener han.
“Hvis man ikke tør bruge penge, fordi man tror, vi er på vej ud over afgrundens rand, så er det forkert. Man kan bare kigge på betalingsbalancen, hvor der er et overskud på 120 milliarder kroner. Vi har ikke længere udlandsgæld. I tredje kvartal af sidste år havde vi 400 milliarder kroner til gode i udlandet. Så det ser slet ikke sort ud,” siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu