Røde Kors tænder advarselslampe for regeringen

15. februar 2013 12:42 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Røde Kors tænder advarselslampe for regeringen
Foto: Wikipedia.
Røde Kors

Foto: Wikipedia.

Regeringen skal passe på med at »politisere« den humanitære bistand, siger generaldirektør i Røde Kors, Anders Ladekarl, som reaktion til, at regeringen vil omfordele de danske nødhjælpskroner i Syrien.

 

Hans udmelding kommer efter at udviklingsminister Christian Friis Bach (R) har afsat 15 millioner kroner til et projekt, der skal kortlægge mulighederne for at få støtte ind i oppositionskontrollerede områder uden den syriske regerings tilladelse.

»Jeg kan godt forstå, ministeren kigger på, hvordan man kan øge mulighederne for at komme ud med bistand til Syrien. Men vi er samtidig nervøse for, at man derved kommer til at politisere den humanitære bistand. For at vi kan hjælpe alle steder, er det afgørende, at støtten er neutral og upartisk. Den må ikke opfattes som et politisk bidrag til den syriske konflikt. Ved at politisere nødhjælpen risikerer man at lukke muligheden for at operere andre steder,« siger Anders Ladekarl og kommer med følgende påmindelse:

»Alle principper inden for humanitær bistand – også den strategi, som regeringen har – siger, at hjælpen skal gives efter behov og ikke efter, hvem man holder med.«

Hidtil har Danmark kun ydet direkte støtte til en række organisationer, der arbejder efter det syriske regimes forskrifter og med dets tilladelse.

Den ordning har ifølge mange syriske og udenlandske iagttagere resulteret i en skæv fordeling af nødhjælpen mellem regerings-og oppositionskontrollerede områder i Syriens massive humanitære krise.

»I første omgang laver vi dette projekt for at undersøge mulighederne for at få nødhjælp ind ad andre kanaler. Med baggrund i de erfaringer og forhåbentlig en større grad af organisering hos de organisationer, vi vil samarbejde med, er det vores plan at begynde at omlægge støtten og i højere grad at støtte alternative kanaler, så vi kan sikre, at den når de steder hen, hvor der er brug for den,« siger udviklingsministeren til dagbladet Information.

Omlægningen kommer efter længere tids kritik af nødhjælpsindsatsen, som også kom til udtryk ved en nylig donorkonference i Kuwait, hvor verdenssamfundet indvilgede i at støtte nødhjælpsarbejdet med 8,4 milliarder kroner.

Undervejs var der hård kritik af den nuværende ordning, hvor alle organisationer, der arbejder i Syrien, skal være godkendt af regimet, og al nødhjælp skal passere igennem styrets hænder.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu