Røde og blå partier siger nej til DFs »hulabula«-forslag

5. marts 2013 11:52 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Røde og blå partier siger nej til DFs »hulabula«-forslag
Billede mangler

Dansk Folkeparti skal ikke regne med stor opbakning hos de øvrige partier i Folketinget, efter at partiets borgmesterkandidat i Vejle, Holger Gorm Petersen (DF), har foreslået at afskaffe indvandreres stemmeret ved kommunalvalg, hvis de ikke har dansk statsborgerskab.

 

Socialdemokraterne går ind for en stram udlændingepolitik, siger integrationsordfører Jacob Bjerregaard (S), men den nuværende valglov er »rigtig god«.

»Det skal være svært at komme ind i Danmark, men når man først får lov at være her og slå sig ned, så skal man også være en del af fællesskabet, og så skal vi integrere folk så hurtigt som muligt. Der er stemmeretten jo et af de incitamenter, der kan motivere folk til at blive en del af det danske fællesskab,« siger han.

Som reglerne er skruet sammen nu, kan indvandrere, der har haft bopæl i Danmark i fire år, stemme ved kommunalvalg, men ikke ved valg til Folketinget.

Holger Gorm Petersen begrunder sit forslag om at begrænse stemmeretten med, at mange indvandrere slet ikke er interesserede i at stemme ved lokalvalgene i Danmark.

»Statistikken viser, at ikke ret mange indvandrere stemmer, og det kan jeg godt forstå. Hvis jeg flyttede til et hulabula-land i Afrika, ville jeg da heller ikke være i stand til med det samme at tage stilling til politiske spørgsmål og deltage i en valghandling. Som indvandrer og ny i et land har man da travlt med en masse andre ting end politik,« siger Holger Gorm Petersen til Lokalavisen Vejle.

Næstformand Søren Espersen (DF) understreger, at partitoppen er enig i forslaget, og dermed viser Dansk Folkeparti sit »sande og usympatiske ansigt«, mener integrationsordfører Liv Holm Andersen (R).

»Ærlig talt er det en farce, og det ville være sjovt, hvis ikke det var, fordi det var trist. For os radikale er muligheden for at stemme et udtryk for at være inkluderet i samfundet, så derfor giver det egentlig for os bedre mening at udvide end at indskrænke,« siger hun.

Dansk Folkepartis forslag om begrænse stemmeret til danske statsborgere bakkes dog op af Konservativ Ungdom, der blandt andet mener, at udlændinge med stemmeret som gulerod måske ville arbejde hårdere for at opnå statsborgerskab.

Integrationsordfører Tom Behnke (K) kan godt se pointen fra sit ungdomsparti, men han understreger, at de Konservative ingen aktuelle planer har om at ændre valgloven.

»Fire år er den grænse, der skal være. Vi har selv indført den grænse, og vi har ingen aktuelle planer om at ændre den,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu