Rodgers nævner Agger som ny forsvarsgeneral i Liverpool

30. marts 2013 14:47 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Rodgers nævner Agger som ny forsvarsgeneral i Liverpool
Billede mangler

En epoke er slut, når Liverpool-spilleren Jamie Carragher efter 16 år i klubben stopper sin aktive karriere efter denne sæson.

 

Og selv om den 35-årige forsvarsspiller de seneste sæsoner i perioder har tilbragt mere tid blandt klubbens reserver, så vil der alligevel opstå et hul, når Jamie Carragher ikke længere er en del af Liverpools omklædningsrum.

Derfor er manager Brendan Rodgers allerede nu på udkig efter den spiller, som med tiden skal udfylde det tomrum, som Jamie Carragher efterlader.

– Vi mister Jamie, og det er et stort tab. Der er ingen spiller, som er uerstattelig, men han er et stort tab, når du ser på hans erfaring, og hvordan han styrer den bagerste linje. Det gør han bemærkelsesværdigt godt, siger Brendan Rodgers.

Derfor er en ny spiller til forsvaret også en vigtig prioritet for manageren under sommerens transfervindue.

Men Brendan Rodgers afviser ikke, at danske Daniel Agger kan blive spilleren, der træder i karakter som Liverpools nye defensive samlingspunkt.

– Jeg har også andre rigtig gode spillere her, som Daniel Agger og Martin Skrtel. Men hvis det viser sig, at det ikke er noget, vi selv har i gruppen af spillere, så er vi måske nødt til at hente den type spiller ind, der kan organisere og lede holdet, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu