Rødovre sendte sensationelt mestrene ud

14. marts 2013 23:08 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Rødovre sendte sensationelt mestrene ud
Billede mangler

For første gang siden sæsonen 1998-99 bliver semifinalerne i den bedste danske ishockeyrække uden deltagelse af Herning.

Undertippede Rødovre Mighty Bulls gjorde torsdag aften arbejdet færdig og sendte Herning Blue Fox ud af kvartfinale-serien med en sejr på 3-2 i den sjette kvartfinale. Dermed vandt Rødovre serien 4-2 i kampe.

Torsdag aften gjorde Rødovre Mighty Bulls det, de færreste havde troet muligt, da slustpillet i AL-Bank Ligaen begyndte 1. marts.

Dengang vandt Herning Blue Fox planmæssigt 4-1 på hjemmebane, men torsdag aften tog Rødovre stikket hjem i serien med en sejr på 3-2 i Rødovre Skøjte Arena og en samlet sejr på 4-2 i bedst af syv-serien.

Dermed er slutspillet i den bedste danske ishockeyrække for første gang siden sæsonen 1998-99 uden deltagelse af Herning i semifinalerne. Dengang var det i øvrigt Rødovre, der vandt mesterskabet foran Frederikshavn.

Det var ellers træner Todd Bjorkstrand og Herning, der valgte Rødovre som modstander, da man som vinder af grundspillet havde frit valg mellem Herlev, Rødovre, Esbjerg og Odense, sluttede på pladserne fra fem til otte i slutspillet.

De seneste år er Sønderjyske blevet klandret for at have valgt forkert, efter man er røget for tidligt ud af slutspillet, og nu må Herning Blue Fox nok lægge øren til samme melodi.

De dobbelte forsvarende mestre havde i år mulighed for at vinde tre mesterskaber i træk for første gang i den ellers så succesfulde klubs historie, men nu må holdet i stedet tage på tidlig sommerferie. Jannik Karvinen blev den helt store helt i Rødovre, da han knap otte minutter inde i fjerde periode sendte pucken op i hjørnet bag Lubomir Pisar. Han blev assisteret af Rasmus Astrup, som åbnede scoringen for Rødovre midt i første periode.

Det tog sin tid, men Herning kom dog på 1-1 otte minutter inde i tredje periode, og selvom Karvinen bragte tyrene foran 2-1, måtte de 3.091 tilskuere i hallen vente til overtiden med at få en afgørelse. Lasse Lassen holdt nemlig liv i Herning med sin udligning til 2-2 knap ti minutter før den ordinære tid udløb.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu