Røver truer med pistol: “Frygter det er den samme igen”

17. februar 2017 22:31 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

For anden gang på et halvt år er Min Købmand i Stenderup-Krogager blevet udsat for et røveri, hvor en gerningsmand har brugt en pistol til at true sig til cigaretter.

Røver truer med pistol:
- Hvis man vil gøre sig til væbnet røver for en værdi på 2.000-2.500 i udsalgspris - hvis man er villig til at løbe den risiko for så få cigaretter - så er man et sygt menneske, som ikke skyer nogen midler, siger Brian Duedal, ejer af Min Købmand i Stenerup-Krogager, efter røveriet. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Scanpix

– Jeg tror og håber på, at de nok skal klare sig fint i gennem det.

Sådan siger Brian Duedal, ejer af Min Købmand i Stenderup-Krogager nær Billund, om sine to unge medarbejdere, som torsdag aften havde en yderst ubehagelig oplevelse i butikken.

– Der kommer en maskeret røver ind med en pistol i den ene hånd, og en sportstaske i den anden hånd. Han smider tasken på båndet og siger, at han vil  have cigaretter. Og det får han så, fortæller Brian Duedal, der – desværre – ikke selv var til stede i forretningen.

– Jeg vil ti gange hellere have at det var mig, det gik ud over frem for mine ansatte.

Flugtbil holdt klar

Røveriet skete omkring klokken 18.15, og efter røveriet stak gerningsmanden af sammen med en anden mand i en bil, der holdt og ventede.

Tilbage i september sidste år blev forretningen udsat for et helt tilsvarende røveri, og det får Brian Duedal til at frygte, at det er den samme gerningsmand, der står bag.

– Kommer han også tredje gang så? Det er den usikkerhed, vi går med nu.

Røveren fik ifølge Brian Duedal udleveret cigaretter for omkring 2.000-2.500 kroner i udsalgspris som bytte. Forretningen har et automatisk kontantsystem, så det er umuligt for medarbejderne at komme til kontanterne, og det lod røveren til at være helt klar over – han bad nemlig slet ikke om kontanter.

Brian Duedal overvejer nu, om han også skal investere i et sikret system til cigaretter, men han har ikke den store tiltro til, at det vil fjerne risikoen for røveri, da røverne blot vil finde noget andet at gå efter i butikken.

– Og problemet er også, at uanset hvad vi finder på, så risikerer vi at gøre det mere bøvlet for os selv og vores kunder, siger Brian Duedal.

Efterlyser vidner

Brian Duedal håber nu, at politiet denne gang har held til at finde frem til gerningsmanden.

Politiet efterlyser efter røveriet vidner, der har set gerningsmanden eller flugtbilen.

Røveren beskrives mand, 30-35 år, 180-185 centimeter høj og slank. Han var lys i huden og iført en sort trøje med hvide striber, grå arbejdsbukser, og han havde ansigtet dækket med en halsedisse og solbriller. Flugtbilen beskrives som en mørkeblå Seat Cordoba, årgang 1998-2000. Den havde mørke/tonede ruder og manglede den bageste nummerplade.

Politiet kan kontaktes på 114, hvis man har oplysninger om gerningsmanden, flugtbilen eller andre oplsyninger i sagen.

Vil ikke lade sig kue

Imens politiet efterforsker sagen, ærgrer Brian Duedal sig over, at den slags oplevelser skal være en del af livet som købmand.

– Det gør hele tiden, at man overvejer, om det er et game, man skal være med i, for det er jo mit ansvar med de unge mennesker, der arbejder her. Men som jeg har sagt, så er jeg også modstander af, at sådan nogle idioter skal diktere hvordan vi skal leve vores liv og drive vores forretning, siger han og slår fast, at han altså ikke har nogen planer om at droppe købmandslivet lige foreløbig på trods af de dårlige oplevelser.

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu