Roj TV er velkommen i Sverige

12. januar 2012 15:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Roj TV er velkommen i Sverige
Billede mangler

Bøjer statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) af for det tyrkiske pres og slukker for Roj TV’s danske sendesatellit, kan kurderne pakke udstyret og køre til Sverige.
Her vil det være let at genetablere tv-stationen, da den svenske lovgivning adskiller sig fra den danske på flere punkter.
“Sender man via satellit, behøver man ingen tilladelse, men skal blot registrere sig,” oplyser Kerstin Morast, jurist ved de svenske radio- og tv-myndigheder.
I Danmark vil Radio- og TV-nævnet diskutere situationen om Roj TV på et møde den 23. januar, men det kan være, at nævnet bliver overhalet af de danske politikere. For på Christiansborg drøftes der i øjeblikket en ændring i straffeloven, så en terrordom automatisk koster sendetilladelsen.
Sådanne veje er man ikke ved at gå i Sverige.
“Som udgangspunkt stopper vi aldrig sendinger her hos de svenske radio- og tv-myndigheder,” forklarer Kerstin Morast.
I Sverige kan eneste umiddelbare fælde være, hvorvidt Roj TV faktisk reelt forlader Danmark og etablerer sig i landet, eller om de blot begynder at sende proforma. Hvis det sidste er tilfældet, kan myndighederne lukke for satellitten.
“Vi havde eksemplet med TV3, som I også har haft i Danmark. De producerer deres programmer i Sverige, men sender dem via satellit fra England tilbage til Sverige. Der betød det, at det endte med, de blev underlagt de engelske radio- og tv-myndigheder. Men hvis Roj TV forlader Danmark og flytter helt til Sverige, kan jeg umiddelbart ikke se noget, der hindrer dem i at sende herfra, når de blot bruger satellit,” lyder det fra den svenske jurist.
Roj TV sender netop via satellit fra Danmark og til hele den kurdiske verden.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu