Paris-Roubaix: Rolf Sørensen gør comeback på skærmen

6. april 2013 13:05 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Paris-Roubaix: Rolf Sørensen gør comeback på skærmen
Søndag er Rolf Sørensen tilbage som TV 2-kommentater under cykelløbet Paris-Roubaix, der byder på toppede brosten. Foto: Wikipedia.

Søndag er Rolf Sørensen tilbage som TV 2-kommentater under cykelløbet Paris-Roubaix, der byder på toppede brosten. Foto: Wikipedia.

For første gang siden indrømmelsen af, at det alligevel ikke kun var på vilje og talent, at han vandt sine sejre, er Rolf Sørensen på søndag tilbage i kommentatorboksen, når den traditionsrige forårsklassiker Paris-Roubaix køres i sin 111. udgave.

 

Her vil han være en del af den klassiske trio bestående af Dennis Ritter, Jørgen Leth og ham selv. Sportschef på TV2 bekræfter, at Rolf Sørensen er tilbage ved mikrofonen.

– Vi glæder os absolut. Man kan sige, at i og med, at jeg har valgt dem til at kommentere cykelløb på TV2, er det fordi, jeg synes, det er det bedste hold til det i Danmark, siger Frederik Lauesen til sporten.dk.

Han forventer, at de danske cykelfans på sigt kan forvente en mere åben debat i kommentatorboksen, efter at Rolf Sørensen i marts indrømmede et årelangt dopingmisbrug.

– Rolfs indrømmelse gør, at han formentlig og forhåbentlig kan forholde sig mere frit til alle emner, og det skulle gerne komme vores seere til gode. Måske ikke lige på søndag under Paris-Roubaix, men nok i højere grad under de lange løb som Giro d’Italia, Tour de France og Vuelta a España, siger Frederik Lauesen.

Rolf Sørensens rolle i kommentatorboksen blev bragt til heftigt debat i dagene efter Michael Rasmussens dopingindrømmelse. Her var blandt andre DCU-direktør med til at stikke til, at det var utroværdigt af TV2 at have Rolf Sørensen siddende i kommentatorboksen.

Og allerede i efteråret, da hele mediebilledet efter Lance Armstrong-afsløringerne havde sat gang i en større selvransagelse af cykelsportsdækningen sagde Frederik Lausen, at han skulle have en samtale med Rolf Sørensen.

Den tidligere toprytters indrømmelse faldt den 18. marts i år – med blandt andet disse ord.

– Det må vist være på tide, at også jeg – længe ventet – indrømmer, at have været en del af den Epo-epoke der var en del af cykelsporten i 90’erne. Mit navn er Rolf Sørensen og ja, – jeg har også brugt Epo periodevis i 90’erne. Jeg har ligeledes i enkelte tilfælde benyttet stoffet kortison, sagde Rolf Sørensen og mente, at han burde have indrømmet længe før.

– At dette ikke er sket, er alene mit ansvar og jeg undskylder oprigtigt og med stor ydmyghed for min sendrægtighed.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu