Rommedahl afløser Goodson som Brøndby-anfører

28. februar 2013 16:34 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Rommedahl afløser Goodson som Brøndby-anfører
Billede mangler

Clarence Goodson, der i januars transfervindue var millimeter fra at skifte til tyrkisk fodbold, har torsdag i en pressemeddelelse bekendtgjort, at han ikke længere vil være anfører for Brøndby, fordi han ikke føler sig sikker på spilletid.

 

Den beslutning har cheftræner Auri Skarbalius accepteret, og han har i stedet sendt anførerbindet i retning af Dennis Rommedahl.

Om hele anførerskiftet siger Auri Skarbalius:

– Clay har valgt at stoppe som anfører, og selv om jeg fortsat ser ham som en leder i truppen, så respekterer jeg hans valg. Det er Clay selv, der er nået frem til denne beslutning, og efter at vi sammen har talt det igennem, så står jeg bag ham og baggrunden for hans valg.

– Jeg har været rigtig glad for Clay som anfører, for han er utrolig professionel og står for de værdier, der kendetegner en god leder. Jeg har en klar forventning om, at han fortsætter med at have en positiv indflydelse på truppen og være en god rollemodel, selv om han nu ikke længere er anfører, siger Skarbalius til klubbens hjemmeside, hvor han også forklarer, hvorfor valget er faldet på Rommedahl som ny anfører:

– Som afløser for Clay har vi valgt Dennis Rommedahl, der hidtil har været viceanfører. Med Rommes kæmpe erfaring og professionelle indstilling til det at være fodboldspiller, så er han det naturlige valg som anfører i foråret. Mikkel Thygesen fortsætter som viceanfører, slutter Auri.

Dennis Rommedahl melder sig ærgerlig over Goodsons beslutning, men er klar til at udfylde hvervet som anfører:

– Min egen rolle kommer ikke til at ændre sig det store. Som alderspræsident og viceanfører har jeg i forvejen været inde over mange af de opgaver og ansvarsområder, som en anfører har. Desuden har jeg båret anførerbindet en del gange i kamp efterhånden. Men at det nu kommer til at sidde der fast, er da en glæde og ære for mig, siger Rommedahl til brondby.com.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu