Rommedahl savner kynisme

10. marts 2013 14:43 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Rommedahl savner kynisme
Billede mangler

Forleden sagde den tidligere Brøndby-spiller Mikkel Bischoff i Radio24syvs debatprogram Fodbold FM om Dennis Rommedahl, at han på mange måder var det længste, man kunne komme fra en anførertype. Han var ikke den, der gik forrest til træning. Ikke den der kæmpede til blodet sprang. Og han var måske heller ikke den, der nødvendigvis levede det mest professionelle fodboldliv, sagde han.

 

Han kender til forholdene i Brøndby og har i perioder været omkring det danske landshold, så på den måde er der en vis vægt bag ordene.

På den anden side er Dennis Rommedahl vel også det tætteste, man kommer på en lynafleder. Jeg har i hvert fald aldrig mødt nogen fodboldspillere, der tilsyneladende var så upåvirket af tingenes tilstand, som Dennis Rommedahl, og jeg har immervæk mødt mange. Dennis Rommedahl er ham, der bruger længst tid med de børn, der vil have autografer, han er den, der hyggesnakker mest med folkene omkring holdet og personalet på de hoteller, han besøger med klub- og landshold. Og så har han prøvet det hele. Også at ligge sidst i en hel sæson for til allersidst at overleve via en næstsidsteplads og et playoff-spil. Det var med RKC Waalwijk i 1998, da Frederik Holst var tre et halvt år gammel.

Det hører også med til historien om Brøndbys nye anfører, Dennis Rommedahl, at han som den person han er, knapt ændrer sig bare fordi han nu har fået den formelle titel.

– Det er en ære at blive anfører for en klub, og der følger et kæmpe ansvar med, men det forandrer ikke min rolle i klubben særlig meget. Jeg har som viceanfører hele tiden haft et rigtig godt forhold til Clarence Goodson og har også været en af dem, der sagde noget, hvis der var noget, der skulle siges. Som en af de ældste spillere er man et bindeled mellem træneren og omklædningsrummet, og hvis jeg synes, der er noget, der kan gøres bedre, eller hvis en af de yngre spillere har et problem, så er det lettere for mig at sige det, end det er for en af de unge. Om jeg så er anfører eller ej, siger Dennis Rommedahl.

Kan du give et eksempel på, hvilke problemer, du har påpeget?

– Det behøver ikke engang at være et problem. Det kan også bare være, hvis træningstiderne er blevet ændret, at man lige siger det til dem, for sådan noget kan unge mennesker godt have svært ved at huske. Sådan er det vist bare, siger Dennis Rommedahl med sit velkendte grin.

Hvis nu jeg så bad dig om at pege på et problem, der kunne rettes op på, for at I fik vendt skuden, hvad kunne det så være? Nu er du anfører og taler med en vis stemme…

– Hvis jeg vidste, hvordan og hvorledes vi skulle gøre, så havde jeg sagt det videre, og så var vi begyndt at gøre tingene anderledes, det er der ingen tvivl om, men jeg kan ikke bare pege på, hvad det er, der ikke fungerer. En af tingene handler om kynisme. Vi har ikke været kyniske nok. Som jeg ser det, har der været kampe, hvor vi skulle have haft point, men hvor vi ikke har været kyniske nok. Det er der andre klubber, der har været. Superligaen er utrolig tæt. Hvis man ser bort fra de øverste par hold, kan alle slå alle, og der har vi bare ikke været lige så dygtige som de andre hold, siger Dennis Rommedahl.

Men er I måske mere skrøbelige end de andre? Sådan en vinter med lønforhandlinger og en masse ballade kan vel ikke have undgået at påvirke jer?

– Vi er en god gruppe, og det synes jeg altid, vi har været. Det er der ikke noget, der har ændret på. Viljen og sammenholdet har været der lige siden starten, og jeg kan mærke, at viljen til at overleve også er der. Det mærker man til træning og kamp, og alt det andet fylder i hvert fald ikke noget for mig længere.

Han er svær at slå en konkret holdning af. Diplomatisk som han er. Eller konfliktsky? Han taler i generaliseringer som »Jeg tror, at alle…« og han griner tit. Somme tider får man tanken, at han bare hyggespiller, og at verden kunne gå under, uden at Dennis Rommedahl ville opdage, at noget grusomt var under opsejling eller allerede var sket. Eller at Brøndby kunne ligge sidst og have rod på alle hylder, uden det ragede ham en meter. Gør det ikke det?

– Om det rager mig? Jo, det rager mig bestemt! Det irriterer mig helt vildt meget, at vi ligger der, hvor vi ligger. Det tror jeg ikke, der er nogen, der ønsker. Jeg har prøvet det en gang før i karrieren med RKC i Holland for mange år siden, hvor vi lå i bunden hele sæsonen, og det var ikke ret sjovt. Vi overlevede til allersidst ved at blive næstsidst og så komme i playoff, hvor vi vandt. Men det var hårdt dengang, og det er det stadig – både som person og som fodboldspiller, for jeg er typen, der hader at tabe, om det så er en vigtig fodboldkamp eller et spil kort.

I lå sidst ved vinterpausen og har så trænet hele vinteren frem mod den første kamp, som I taber. Nu står I over for AGF på udebane, og presset er vel kun vokset. Hvad tænker du om det?

– Situationen er lige så alvorlig nu, som den var inden den første kamp mod Randers. Vi ligger sidst og har brug for at vinde kampe. Det lykkedes ikke i den første kamp, hvor der var nogle faktorer, der gjorde det lidt sværere (udvisning til Martin Albrechtsen efter syv minutter, red.), men det er da klart, at det ikke bliver nogen let kamp for os. Omvendt tror jeg heller ikke, AGF får en let kamp.

Jeg læste en eller anden AGF’er sige, at den der frygt, der altid har været for Brøndby, er helt væk. Er det ikke trist?

– Det kan du godt sige, men jeg har det også selv sådan, at jeg ikke frygter nogen modstandere, så jeg forstår det da godt. Uanset hvem vi skal møde, så frygter jeg dem ikke. Om der er nogen, der er bange for os eller ej, ændrer ikke noget for mig, siger Dennis Rommedahl.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu