Romney mister homoseksuel-talsmand

2. maj 2012 10:08 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Romney mister homoseksuel-talsmand
Billede mangler

Den republikanske præsidentkandidat Mitt Romneys homoseksuelle udenrigspolitiske talsmand, Richard Grenell, trækker sig fra jobbet, efter hans ansættelse er blevet kritiseret af mere konservative republikanere.
Ifølge amerikanske medier er den åbent homoseksuelle Grenell blevet presset til at træde tilbage af republikanere, der er fjendtligt indstillet over for homoseksualitet.
– Selv om jeg var glad for udfordringen i at konfrontere præsident Obama med hans udenrigspolitiske fiaskoer, blev det umuligt for mig at tale med kraft og styrke om emnerne på grund af diskussionerne om mit privatliv, siger Grenell til Washington Post.
– Jeg takker guvernør Romney for hans tro på mig og mine evner og for hans klare udmelding om, at min seksualitet ikke var et problem for ham og hans hold, tilføjer han.
Grenell blev udsat for hårde angreb fra flere konservative republikanere, der er imod homoseksualitet.
En af dem var Matthew Franck, der skrev i det konservative magasin National Review, at Grenells homoseksualitet kunne skade Romneys valgkamp.
– Hvor hurtigt vil Grenell gå over på Obamas side, hvis han udtrykker sin støtte til homoseksuelle ægteskaber?, spørger Matthew Franck i artiklen.
Romneys kampagnestab udsendte hurtigt en erklæring efter Grenells afgang.
– Vi er skuffede over, at Ric har valgt at forlade kampagnen af personlige grunde, skriver Romneys kampagneleder Matt Rhoades.
– Vi ønskede, at han skulle blive, da han var mere end kvalificeret til det job, som han var hyret til, tilføjer Rhoades.
Kilde: AFP

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu