Ronaldo gjorde det onde ved United

5. marts 2013 22:48 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ronaldo gjorde det onde ved United
Billede mangler

En dreng med briller, Manchester United-trøje og et frygtsomt udtryk i ansigtet havde længe inden kampen skåret dilemmaet ud i pap: På den ene side ønsket om at få Cristiano Ronaldo tilbage som målscorer på Old Trafford. På den anden siden frygten for, at det skulle ske allerede dén aften. For Real Madrid mod Manchester United.

– Vi vil have dig tilbage Ronaldo, men… Scor ikke i aften! havde han derfor skrevet på sit skilt, og selvfølgelig var det, præcis hvad der skete.

Med en undskyldende attitude og de fremadvendte håndflader i forsvarsposition hævede Cristiano Ronaldo kun langsomt hænderne i en forsigtig jubel, da han efter sit sejrsmål løb om bag buret og blev overfaldet af holdkammeraterne foran de medrejsende Real Madrid-fans, der ikke gav det store for hans følelser for den klub, der engang havde gjort ham til verdensstjerne.

For med Cristiano Ronaldos glidende afslutning ved bagstolpen efter et fantastisk angreb sat op af den indskiftede Luca Modric og Higuaín, sendte Real Madrid Manchester United ud af Champions League, kvalificerede sig selv til kvartfinalerne og holdt fast i håbet om en sæson, der alligevel kan ende godt.

Efter det første møde mellem de to hold for tre uger siden, har Real Madrid vundet alle sine fire kampe, hvoraf de to har været mod FC Barcelona, og selvom de stadig er langt efter i La Liga, og pokalturneringen kun er en lille sag, kan sådan et par kampe nok skabe forår i Madrid.

Mod Manchester United holdt vinteren i aftes ellers ved længe, for det var englænderne, der kom bedst fra start.

Efter 20 minutter var Nemanja Vidic i luften efter et hjørnespark, men headede det fine indlæg på stolpen, hvorpå Danny Welbek både brændte på det læsterligste og i øvrigt blev vinket offside på returen. Siden fik først Cristiano Ronaldo og siden Higuain stukket fine afleveringer i dybden og kom i fri position, inden sidstnævnte fik annulleret et mål, og minuttet efter havde van Persie og Welbek en dobbeltchance, som Diego Lopez fik sendt til hjørne.

Med 0-0 ved pausen var Manchetser United kun en halvleg fra at gå videre, og da Sergio Ramos i det 49. minut kom til at sparke Nanis indlæg i sit eget mål, var næste runde endnu et nyk nærmere. Var det sluttede sådan, kunne det dårligt have været mere symbolsk, at det var netop Sergio Ramos, der skulle score det selvmål, for hvis nogen gennem sæsonen har været i opposition til træner José Mourinho, er det ham. Og hvis nogen skulle sætte det reelle punktum for portugiserens madrilenske æra, kunne ingen skurk være bedre castet end ham. Sergio Ramos.

Men sådan gik det ikke. Fem minutter senere stemplede Nani uden overlæg Arbeloa i maveregionen, hvilket dommer Cüneyt Cakir takserede til rødt kort. Alex Ferguson banede sig vej ned i fjerdedommeren for at brokke sig, Nani tog sig til hovedet, Mourinho skiftede Luca Modric ind, og Old Trafford var larmende og nervøs som frygtede den, hvad der kom inden for det næste kvarter. Først en udligning på Modric’ fantastiske langskud. Og så Cristiano Ronaldos 2-1 mål. Han var tilbage, som den lille dreng havde ønsket. Og scorede, sådan som han havde frygtet

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu