Rørt Tine Baun stammede af glæde

10. marts 2013 16:49 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Rørt Tine Baun stammede af glæde
Billede mangler

Det var en tydelig rørt Tina Baun, der skulle sætte ord på sin finalesejr i All England efter sejren over Ratchanok Itanon fra Thailand i tre sæt i karrierens sidste kamp.

– Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Jeg begynder helt at stamme. Det er helt vildt, lød det indledningsvis fra en storsmilende Tine Baun på TV3 Sport1 efter triumfen i Birmingham.

– Jeg fik en rigtig god start og det, at jeg vinder første sæt rimeligt overlegent, gør bare, at jeg får selvtillid, også selv om jeg skal løbe tre sæt. For jeg havde bare så meget energi. Jeg kunne overhovedet ikke mærke, at det gjorde ondt derinde i dag. Der var kun en vej, og det var fremad, sagde Tine Baun.

Den 33-årige dansker vandt første sæt overbevisende, men gik i stå i andet sæt mod den 18-årige thailænder. Blot for at komme frygteligt tilbage igen.

– Jeg har set hende gå kold flere gange, og det gjorde hun også her, konstaterede Tine Baun, der var glad for at få lov til at slutte karrieren på toppen i den turnering, hun har de bedste minder i karrieren fra.

– Det er absolut herovre, jeg har spillet mit bedste badminton. Lige siden jeg vandt min første titel, har jeg spillet bedst her. Det er svært at vælge sådan en turnering fra, når jeg ved, at når jeg går ind på den her grønne bane, så føler jeg mig tryg, og jeg har alle de følelser og minder, der gør, at jeg spiller godt, sagde Tine Baun til TV3 Sport1.

Tine Baun vandt All england tre gange i den karriere, hun altså sluttede med sejren i 2013-udgaven.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu