Roskilde: Festivalgæster vender tomlen op og ned

8. juli 2012 18:13 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Roskilde: Festivalgæster vender tomlen op og ned
Billede mangler

Trætte festivalgæster på vej hjem kommer med bud på gode og knap så gode ting ved Roskilde Festival 2012.
 
Festivallivet, med alt hvad det indebærer af øl, søvnmangel og musik, har for rigtig mange stået på i mere end en uge nu.
Og selvom festivalens sidste dag byder på store navne som Machine Head og Björk, er togperronen i Roskilde allerede fra tidlig søndag eftermiddag spækket med udmattede festivalgængere på vej hjem.
– Jeg er så træt nu, siger en tydeligt klatøjet Signe Jensen og fortsætter:
– Jeg har set Björk før, så jeg vil hellere hjem i min egen seng nu.
Det samme vil 29-årige Kasper Lynge, der står lidt længere fremme i den lange billetkø.
– Jeg kan simpelthen ikke mere nu. Måske er jeg blevet for gammel efterhånden. Jeg gik forbi, da Niklas spillede den anden dag. Der gik det op for mig, at mange af dem, der var der, kun er halvt så gamle som jeg er, siger han.
Rent musikalsk er der blandt festivalgæsterne delte meninger om, hvilke koncerter, der har overdøvet de andre.
– Mew lørdag var helt sikkert det fedeste. Det var rigtig, rigtig fedt, siger Kasper Lynge.
– Det bedste var klart Bruce Springsteen. Han fyrede den så meget af i tre timer uden stop. Det var virkelig fedt, siger Signe Jensen.
Til gengæld er de to ikke sene til at enes om, at det værste ved Roskilde 2012 har været de insisterende våde dryp fra oven, der i perioder har omdannet store dele af festivalen til et sandt mudderorgie.
– Det er vildt klamt at gå rundt i gummistøvler tre dage i træk, siger Signe Jensen og trækker på smilebåndet.
Ud over det jordnære smat, har flere musikanmeldere i år kritiseret lydniveauet ved flere af koncerterne for at være for lav.
Det har også ærgret Kasper Lynge, der gerne ser volumenknappen få et godt skub opad næste år.
– Lørdag var vi henne og høre Bon Iver. Der var mange mennesker, der stod og snakkede, så det var lidt svært at høre musikken. Lydene flød ind i hinanden, hvilket var lidt synd, siger han.
Roskilde Festival 2013 løber af stablen fra den 4.-7. juli med opvarmning fra den. 29. juni.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu