Rovdrift på sæddonorer giver risiko for stor sygdomsspredning

27. marts 2013 01:45 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Rovdrift på sæddonorer giver risiko for stor sygdomsspredning

Dansk donorsæd er en efterspurgt vare. Ikke blot blandt barnløse danskere. For selv om vi herhjemme i oktober 2012 indførte et loft på 12 danske børn per donor, så vil den samme donor være ophav til mange flere børn.

 

Hos sædbanken European Sperm Bank er en donor eksempelvis ophav til 143 graviditeter og en anden donor ophav til 141 graviditeter verden over. Tal som Berlingske tilfældigt stødte på, da avisen søgte aktindsigt i de aktindsigter, danske kvinder havde anmodet Sundhedsstyrelsen om i kølvandet på efterårets sag om en sæddonor, der gav sygdommen NF1 videre til en række donorbørn.

Hos konkurrenten Cryos forstår man også at udnytte potentialet hos de enkelte donorer. I januar i år fortalte direktør Ole Schou til Berlingske, at også Cryos’ donorer er ophav til over 100 børn. Hvor mange, havde Ole Schou ikke lyst til at konkretisere.

Men via den hollandske indgang til Cryos’ hjemmeside søgte Berlingske på de enkelte donorer og fandt ud af, at i alt otte donorer har mere end 500 donationer bag sig. Donationer, der vel at mærke deles op imellem fire og ti portioner – såkaldte strå som hver bruges til et insemineringsforsøg. Topscoren er 725 gange, som én donor i løbet af den tiårige periode, fra 1997 til 2007, tilsyneladende har afgivet. Det vil i teorien sige, at der kan være tale om op imod 5.000 insemineringsforsøg.

Der er behov for, at man kigger salget af dansk donorsæd efter i sømmene, mener Finn Cilius Nielsen, der er professor og leder af Genomisk Medicin på Rigshospitalet. For ingen mand vil fra naturens side gøre så mange kvinder gravide, og vi risikerer derfor at sprede »bestemte sygdomsgener« ud i samfundet på en unaturlig måde.

»Den sunde fornuft er gået tabt. Det specielle ved sæddonation er jo, at man anvender ekstremt mange portioner fra den samme donor, så hvis uheldet er ude, vil det berøre ganske mange mennesker. Derfor synes jeg, at vi er forpligtet til at begrænse antallet af donationer, så problemet ikke bliver så markant, når en donor viser sig at være syg,« siger han.

Finn Cilius Nielsen bakkes op af formanden for Dansk Selskab for Medicinsk Genetik, professor i Human Genetik ved Syddansk Universitet, Jens Michael Hertz.

»Jeg synes, det er meget betænkeligt. En syg donor kan få følger for rigtig mange børn. Samtidig ved vi, at det selv i Danmark har været svært at få fertilitetsklinikker til at melde tilbage til sædbanken, når der er opnået graviditet. Det problem bliver ikke mindre, når man spreder sæden ud i hele verden. Vi kan ikke være sikre på at nå alle de børn, der måtte være, hvis det viser sig, at en donor er syg,« siger han.

Sundhedsudvalget i Folketinget diskuterer, om man bør begrænse brugen af dansk donorsæd i udlandet. Man har endnu ikke truffet nogen afgørelse.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu