Røver på OK tankstation i Roskilde efterlyses

17. februar 2012 05:57 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Røver på OK tankstation i Roskilde efterlyses
Billede mangler

 
En ung mand på mellem 18 og 20 år røvede den 22. januar i år OK tankstationen på Helligkorsvej i Roskilde. Han er endnu ikke fundet og derfor offentliggør politiet nu billeder fra tankstationens overvågningskameraer i håb om, at offentligheden kan være med til at identificere røveren.
 
Den unge mand kom klokken 21.42 ind på OK tankstationen på Helligkorsvej, hvor han med en kniv truede personalet til at udlevere beholdningen af kontanter.
 
Gerningsmanden beskrives som mellem 18 og 20 år, cirka 175 centimeter høj, almindelig af bygning. Han var iført en lyseblå trøje med lynlås ved halsen. Desuden bar han mørke cowboybukser samt sort/hvide sportssko.
 
Derudover havde den unge røver en sort kasket med et logo samt et hvidt og sort bandana, der dækkede den nederste del af ansigtet.
 
Til at fragte kontanterne ud af tankstationen brugte han en plasticpose fra Fakta.
 
Lokalpolitiet i Roskilde vil meget gerne høre fra folk, der kan være med til at komme med nye oplysninger i sagen. Man kan henvende sig til politiet på telefonnummer 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu