Rusland advarer USA og Sydkorea: Ingen ny Koreakrig

30. marts 2013 17:14 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Rusland advarer USA og Sydkorea: Ingen ny Koreakrig
Billede mangler

RUSLAND: En gentagelse af Koreakrigen vil være absolut »uacceptabel«, og derfor skal både Nordkorea, Sydkorea og USA besinde sig i den anspændte konflikt mellem de to gamle krigsfjender.

 

Sådan lyder formaningen fra det russiske udenrigsministerium, der udtrykker stor bekymring over, at Nordkorea lørdag ophævede den 60 år lange våbenhvile, som har været gældende siden Koreakrigens afslutning i 1953.

»Vi håber, at alle parter vil udvise maksimal ansvarlighed og tilbageholdenhed, og at ingen vil overskride grænsen for et »point of no return«,« siger ministeriets Nordkorea-udsending, Grigorij Logvinov, til det russiske nyhedsbureau Interfax ifølge b.dk.

Logvinov mener at vide, at Nordkorea er af den samme opfattelse.

»Selvfølgelig. Vi er i kontakt med Nordkorea,« siger han.

Sydkoreas allierede, USA, har ingen planer om at udvise tilbageholdenhed. Tværtimod tager landet de nye trusler fra Nordkorea meget alvorligt.

»Vi fortsætter med at træffe yderligere foranstaltninger i forhold til den nordkoreanske trussel, herunder planen om at øge antallet af anti-missil-værn og radarsystemer,« siger Caitlin Hayden fra Det Nationale Sikkerhedsråd i Washington ifølge Reuters.

De seneste uger har USA sammen med Sydkorea udvist militær aktivitet i Korea. Torsdag fløj to B-2 stealth-bombefly hen over den koreanske halvø, og magtdemonstrationen viser ifølge Pentagon, at USA kan slå til hurtigt og effektivt.

Nordkoreas øverste leder, Kim Jong-un, svarede igen ved at vise et kort over de mål i USA, som Nordkorea har i sinde at ramme, herunder Washington og Texas.

Også efter disse magtfulde optrin reagerede Rusland med en advarsel.

»Vi er i opposition til ethvert skridt, der kan forværre spændingen. Hvis vi mister grebet om situationen, kan den ende ud i en ond spiral,« lød det fredag fra den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov.

Sydkorea har indtil videre taget de nordkoreanske trusler med ro. Landets regeringen har lørdag kaldt truslerne for »rutiner« og betegnet det som en gentagelse af tidligere provokationer fra nord.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu