Rusland: Vladimir Putins helbred skranter

30. november 2012 09:22 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Rusland: Vladimir Putins helbred skranter
Billede mangler

Putins helbred gør at Japans premierministers besøg i december nu må aflyses. 
 
Yoshihiko Noda, Japans premierminister, besøger alligevel ikke Rusland i december.
 
En regeringskilde i den japanske hovedstad, Tokyo, og japanske medier siger, at der er problemer med den russiske præsident, Vladimir Putins, helbred, og derfor er besøget aflyst.
 
Nyhedsbureauerne Kyodo og Jiji Press citerer borgmesteren for en nordjapansk by for at sige, at Noda har fortalt ham, at Putins helbred er årsagen til aflysningen.
 
– Præsident Putins helbredssituation er dårlig, skriver Kyodo, at borgmesteren har sagt.
 
Noda står over for et parlamentsvalg den 16. december, og det ventes han i øvrigt at tabe.
 
Han har fredag holdt møde med byen Nemuros borgmester, Shunseke Hasegawa, for at tale om de russisk-kontrollerede øer Kurilerne, der i årevis har været et stridspunkt mellem Rusland og Tokyo.
 
En regeringskilde i Tokyo siger, at russiske embedsmænd har informeret deres japanske kolleger om, at Putin har helbredsproblemer.
 
Men der er ikke oplysninger om, hvad problemet er med den russiske leder.
 
En talsmand for Noda vil ikke kommentere sagen.
 
Ifølge russiske presserapporter har Putin på det seneste udskudt en række udlandsrejser og har overvejende opholdt sig i sin embedsbolig i udkanten af Moskva.
 
Her han angiveligt plejet en sportsskade.
 
Onsdag meddelte Kreml dog, at Putin i næste uge vil besøge Tyrkiet. Det var et besøg, der blev udskudt i oktober.
/ritzau/AFP
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu