S afviser borgerligt ønske om at genåbne politiforlig

13. april 2013 17:29 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
S afviser borgerligt ønske om at genåbne politiforlig
Billede mangler

Det ser ikke ud til, at det konservative forslag om at genåbne politiforliget for at give de danske betjente flere penge at arbejde med får et anerkendende nik fra regeringen. I hvert fald nægter Socialdemokraterne, at man fra politisk side skal blande sig yderligere i, hvordan ressourcerne bliver fordelt inden for ordensmagten.

 

»Jeg tror i virkeligheden, at det sidste, dansk politi har brug for, er politikere, der leger politidirektører og siger, at nu skal vi flytte rundt på ressourcer sådan og sådan,« siger retsordfører Ole Hækkerup (S) til Berlingske Nyhedsbureau.

Den verserende bandekonflikt i københavnsområdet er den tungtvejende grund til, at den konservative retsordfører, Tom Behnke (K), er kommet med forslaget.

Han mener, at konflikten tapper politiet for så mange kræfter, at almindelige politiopgaver ikke bliver løst.

Det synspunkt er Dansk Folkeparti enig med ham i, og samtidig mener retsordfører Peter Skaarup (DF), at regeringen har pligt til at give politiet mulighed for at sætte endnu mere ind over for bandemedlemmerne.

»Vi synes, det ville være fornuftigt at genåbne politiforliget, og jeg synes, at regeringen og justitsministeren bør lytte til de gode idéer, der kommer i Folketinget. Det ville være dumt at være blind over for, at der er brug for en kraftig indsats over for banderne,« siger retsordfører Peter Skaarup (DF).

»Al erfaring viser, at når banderne opruster og er i intern krig, koster det mange politiressourcer. Det må vi være med til at give dem, og det kan også være nødvendigt med nye lovgivningsressourcer. For det er jo ligesom to mennesker, der sidder over for hinanden; Når den ene kører stolen lidt op, er den anden også nødt til det, hvis de skal være i øjenhøjde. Det er det, der sker på bandefronten i disse uger og måneder. De optrapper, og det er lovgivningsmagten og politiet selvfølgelig også nødt til,« siger han.

Både Dansk Folkeparti og den daværende VK-regering vedtog politiforliget i 2011, og ifølge Peter Skaarup var det tilstrækkeligt på daværende tidspunkt.

Men i takt med udviklingen i bandekonflikten er behovet for flere ressourcer steget markant. Dog erkender de Konservative, at de »var for optimistiske«.

»Man mente i politiet, at man godt kunne løfte opgaverne, men det viser sig nu, at politiet samlet set ikke har ressourcer nok til både at løse bandekonflikten samt løfte dagligdagsopgaver og alle de specialindsatser, vi har lavet. Der må vi bare se i øjnene, at vi havde et for lyst syn på politiets situation, da vi lavede forliget, og derfor må vi nu træde i karakter« siger Tom Behnke.

Men det mener Socialdemokraterne ikke, der vil komme noget godt ud af. I stedet skal politiet have arbejdsro, lyder det.

»Nu skal vi lade politiet arrestere alle de, der organiserer bandekriminaliteten, og alle de, der går rundt og skyder. Bagefter skal vi i ro og mag sætte os ned og kigge på, hvad vi kan ændre, og hvad der er årsagen til, at bandekriminaliteten bliver ved med at dukke op,« siger Ole Hækkerup og opfordrer Tom Behnke og andre til ikke at gå i panik:

»Ellers ender vi med at lave panikhandlinger, og det er dårligt for dansk politi og for de borgere, der skal kunne føle sig trygge,« siger Ole Hækkerup.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu