S-bagland: Helle er ikke rød nok

27. december 2011 08:31 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
S-bagland: Helle er ikke rød nok
Billede mangler

Socialdemokraternes første 100 dage ved magten har været præget af amatørfejl og en politik, som slet ikke er rød nok.
Sådan lyder dommen over statsminister Helle Thorning-Schmidt og regeringen fra det socialdemokratiske bagland, skriver Politiken.
“Regeringen har været kluntet i timingen. De kom med betalingsringen i valgkampen uden at inddrage os borgmestre, og det har givet en masse slag. Så kom de med en fattig dame, som viste sig ikke at være fattig alligevel. Altså, der har været for mange af den slags amatørfejl«, siger Milton Graff Pedersen (S), borgmester i Hvidovre, til Politiken.
Regeringens røde farve er ligeledes druknet, efterhånden som socialdemokratiske mærkesager er blevet opgivet.
En meningsmåling foretaget af Megafon før julen viste, at Socialdemokraterne lige nu oplever den laveste tilslutning i over to år. Men selv om vælgerne er skuffede, kan regeringen nå at rette op på det politiske projekt endnu, mener S-formand i Glostrup, Gitte Wallin Limkilde.
“På den lange bane vil tingene ændre sig, og man vil se den større mening i vores politik. Jeg tror på, det kan lade sig gøre. Nu kan Helle Thorning holde en nytårstale, hvor hun kan styrke Socialdemokraternes profil,” siger Gitte Wallin Limkilde til Politiken.
Også S-borgmesteren i Ballerup, Ove E. Dalsgaard, mener, at statsministeren skal bruge nytårstalen til at vinde noget af det tabte terræn tilbage.
“Helle Thorning skal bruge nytårstalen til at fortælle, hvad hun så vil bruge magten til de kommende år. Vi vil gerne have mere socialdemokratisk tyngde i politikken og have gjort noget ved beskæftigelsen. Den slags tager tid, og det er ikke lykkedes at forklare danskerne endnu, hvad der er målet med projektet,” siger Ove Dalsgaard til Politiken.
Kilde: Politiken

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu