S beskylder Venstre for iværksætter-kovending

12. marts 2013 16:17 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
S beskylder Venstre for iværksætter-kovending
Billede mangler

Socialdemokraternes IT-ordfører, Trine Bramsen (S), er noget forundret over Venstres forslag om at give SU til udvalgte studerende, der har en iværksætter i maven, og som har en god idé, der kan skabe vækst og arbejdspladser.

 

Tidligere har Venstre nemlig afvist at bruge SU til iværksætteri, lyder det fra socialdemokraten.

»Jeg undrer mig meget over den kovending, som Venstre laver, for da det var relevant at komme med det her forslag, da vi arbejdede med innovationsstrategien, var de lodret imod og sagde, at SU bestemt ikke skulle bruges til at drive virksomhed,« siger Trine Bramsen.

Allerede sidste år foreslog hun at udvide SUen til studerende, der vil starte en virksomhed, efter en undersøgelse fra a-kassen ASE viste, at flere studerende er villige til at tage springet som selvstændig, hvis de modtager en mindre ydelse i opstartsfasen.

Det forslag blev dog skudt ned af Venstre.

»Grundlæggende skal SUen bruges på uddannelse og ikke til at starte virksomheder,« sagde forskningsordfører Esben Lunde Larsen (V) dengang til Berlingske.

Men forud for tirsdagens SU-forhandlinger har Venstres SU-ordfører, Mads Rørvig (V), nu foreslået at udlodde et ekstra års SU til de studerende, der har de bedste iværksætter-idéer.

»Vi foreslår, at vi udlodder 100 iværksætterstipendier, så man efter sin uddannelse kan få et års ydelse svarende til SU, hvor man får mulighed for at folde en idé, man har udviklet, mens man læste, ud,« sagde Mads Rørvig, inden han tirsdag eftermiddag skulle mødes med uddannelsesminister Morten Østergaard (R).

Trine Bramsen kalder forslaget »hamrende godt«, men mener ikke, det hører til i SU-forhandlingerne.

»Det hørte til, da vi diskuterede innovationsstrategi. Nu har vi en anden dagsorden, der handler om en SU-reform og om at få de studerende hurtigere igennem,« siger hun og efterlyser samtidig en klar holdning fra Venstre.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu