S-borgmester: Tal på betalingsring stritter

5. januar 2012 15:56 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
S-borgmester: Tal på betalingsring stritter
Billede mangler

Transportministeren må forklare udregninger på betalingsringen, der stritter i alle retninger, før ringen kan gennemføres.
Det mener Rødovres borgmester, fordi svaret på, hvordan en betalingsring rundt om København virker på omvejstrafikken svæver i det uvisse.
“Det går alt for stærkt, men hvis man samtidig også basere det på tal, som er helt anderledes end for blot få år siden – uden at kunne forklare det – så synes jeg, der er et stort problem,” siger Erik Nielsen (S), borgmester i Rødovre.
Han henviser til undersøgelser af den såkaldte omvejstrafik – bilisters adfærd ved en betalingsring – som det samme firma Tetraplan har regnet til to vidt forskellige resultater i 2009 og 2011.
Undersøgelserne er lavet med en betalingsring ved ring II. Det er endnu uvist, hvor den endelige ring skal ligge, men Enhedslisten kræver, at den flyttes helt ud til grænsen for Københavns Kommune. Det har især øget kritikken fra borgmestrene i kommuner rundt om København.
I Gentofte vil Hans Toft (K) endda tage alle juridiske kneb i brug for at stikke en kæp i betalingsringen. På rådhuset i Gentofte snakker man derfor både om en paragraf i Grundloven, som måske kan udskyde betalingsringen indtil næste folketingsvalg, og civile retssager mod staten fra borgmesteren.
Det er dog ikke noget, som sammenslutningen af borgmestre i omegnen vil bruge kræfter på.
“Jeg går ud fra, at modstanden i Folketinget vil følge sagen meget tæt, om man er på jomfruelig jord i forhold til lovgivningen, så jeg tror ikke, at vi i Omegnskommunerne vil bruge tid og penge på til advokater,” fortæller Erik Nielsen, talsmand for Omegnskommunernes Samarbejde, Erik Nielsen og borgmester i Rødovre.
Regeringen forventer, at byggeret af betalingsringen kan sættes i gang i foråret 2014.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu