S: Hensynet til PETs arbejdsmetoder vejer tungest

25. januar 2013 16:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
S: Hensynet til PETs arbejdsmetoder vejer tungest
Billede mangler

Borgere får ikke adgang til at se efterretningstjenestens dokumenter om dem fra Den Kolde Krig. Det vil gå ud over PETs arbejde, siger S-sretsordfører.

 

Regeringen har således – trods tidligere meldinger om det modsatte – afvist at åbne for adgangen til PETs arkiver, hvor mellem 1.200 og 1.500 personsager fortsat er bevaret.

Ifølge retsordfører for Socialdemokraterne, Ole Hækkerup, er det blandt andet hensynet til PETs arbejdsmetoder, der gør, at partierne bag den nye PET-lov har smækket døren i til arkiverne.

– Det er i virkeligheden en afvejning af hensynet til, hvad folk gerne vil vide, og hensynet til PETs arbejdsmetoder, som vi selvfølgelig gerne vil værne om, samt hensynet til udenlandske efterretningstjenester, siger Ole Hækkerup.

Spørgsmål: Hvorfor vejer det ikke tungere, at man kan lade folk se, hvordan de står registreret?

– Fordi man let kommer til at give folk noget, som næsten er en narresut. Hvis man siger: »Nu tager vi de her registreringer, men så fjerner vi alt, der på nogen måde fortæller noget om, hvem det er, vi samarbejder med og hvordan vi arbejder«. Så bliver det, som folk får, i virkeligheden ikke retvisende.

Spørgsmål: Men det er vel bedre end ingenting?

– Det er jeg i virkeligheden ikke sikker på. For vi har før set, at hvis man får noget at vide, hvor der er streget en hel masse ud, så står man tilbage med en ny usikkerhed, siger Ole Hækkerup.

Det er Information, der fredag fortæller, hvordan regeringen sammen med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har valgt at droppe adgangen til arkiverne i forbindelse med PET-loven.

Det sker, selvom regeringspartierne tidligere har talt varmt om muligheden for at lade registrerede borgere få adgang til deres egne sager.

Holdningsændringen er ikke gået ubemærket hen hos Liberal Alliance, der sammen med Enhedslisten ikke er med i aftalen. Til Information siger LA’s retsordfører Simon Emil Ammitzbøll:

– Det er skuffende, at alle tre regeringspartier har ændret politik og er gået i ét med systemet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu