S: Johanne er mere populistisk end Pia K

4. maj 2012 13:13 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
S: Johanne er mere populistisk end Pia K
Billede mangler

Johanne Schmidt-Nielsen (EL) vil givetvis høste store klapsalver, når hun i dag taler på Enhedslistens årsmøde.
Men fra de ellers nære venner hos Socialdemokraterne må Enhedslistens politiske ordfører i dag lægge kind til en af de kraftigste verbale lussinger i rød blok siden valget.
Den kommer såmænd fra hendes forgænger i rollen som rød stemmesluger, Pernille Rosenkrantz-Theil.
Den nuværende socialdemokratiske energiordfører er træt af at stå model til kritik fra Enhedslisten, fordi regeringen er ved at gennemføre reformer af førtidspension og fleksjob. Det skriver Politiken fredag.
– I gamle dage var Enhedslistens adelsmærke saglighed. Nu er de efterhånden blevet mere venstrepopulister, end Pia Kjærsgaard er højrepopulist. Det klæder ikke partiet, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til avisen.
Op til den kommende reform af skattesystemet kræver Enhedslisten, at først og fremmest samfundets rigeste skal til lommerne. Også det er hyklerisk, mener Pernille Rosenkrantz-Theil.
– Når Johanne siger de ting, er hun fuldt ud vidende om, at vi allerede har skruet skatten (på pensioner, red.) i vejret for de rigeste – endda sammen med Enhedslisten selv i finansloven.
– Det handler alene om, at hun kan få meningsmålingerne til at gå i vejret ved at lade hånt om de ting, der er blevet gennemført.
Johanne Schmidt-Nielsen tager kritikken med sindsro:
– Det undrer mig egentlig lidt, at Pernille Rosenkrantz-Theil mener, det er populistisk at forsvare den politik, Socialdemokraterne gik til valg på.
– Men det er jo ikke første gang, Rosenkrantz-Theil skælder ud på Enhedslisten. Det tager vi helt stille og roligt. Fred være med det.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu