S: Johanne ville stjæle fra sosuer

26. juni 2012 01:46 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
S: Johanne ville stjæle fra sosuer
Billede mangler

Det er rent spin og spil for galleriet, når Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen påstår, at regeringens skatteaftale med Venstre og Konservative koster dyrt for lavtlønnede som sosu-assistenter.
Sådan lyder svadaen fra Socialdemokraterne, der har fået nok af det nu forhenværende støttepartis udlægning af sagen.
– Johanne Schmidt-Nielsen forsøger at spinne helt vildt for at få regeringens skatteaftale til at fremstå som socialt uretfærdig, siger skatteordfører Thomas Jensen.
– Men sandheden er, at Johanne selv var parat til at tage mere end 1000 kroner om året fra sosu-assistenten for at få opfyldt Enhedslistens krav.
Han henviser til beregninger i det udkast til skatteaftale, som Enhedslisten selv har offentliggjort.
Heraf fremgår det, at en enlig lavtlønnet LO’er for eksempel en sosu-assistent ville få 1040 kroner mindre om året ud af en aftale mellem regeringen og Enhedslisten, end regeringen havde lagt op til i sit oprindelige udspil.
Det står, efter Thomas Jensens mening, i skærende kontrast til Johanne Schmidt-Nielsens udlægning. Da skatteaftalen mellem regeringen, Venstre og Konservative var kommet i hus, sagde hun blandt andet:
– Det er hyklerisk, at vi har en regering, der har talt om den hårdtarbejdende sosu-assistent, der står op og smører leverpostejmadder. Hun får håndører i denne her aftale.
– Johanne har et forklaringsproblem, når sandheden er den stik modsatte. Det er nemlig hende selv, der ville tyvstjæle fra sosu-assistenten, lyder det fra Thomas Jensen.
Efter skatteaftalen har Enhedslisten erklæret, at partiet ikke længere opfatter sig selv om regeringens støtteparti.
– Vi er ikke længere støtteparti for regeringen, vi er i opposition, sagde politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen.
Også i SF har skatteaftalen skabt ballade. Søndag aften tog partiets landsledelse aftalen “til efterretning”, men flere landsledelsesmedlemmer har understreget, at de ikke bakker op om aftalens indhold.
Folketingsmedlemmerne Özlem Cekic og Lisbeth Bech Poulsen har bebudet, at de vil stemme imod aftalen, selvom det fremgår tydeligt af aftaleteksten, at parterne forpligter sig til at stemme for de lovforslag, der skal føre den ud i livet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu