S kalder nye forbrugerregler »ønsketænkning«

11. april 2013 08:35 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
S kalder nye forbrugerregler »ønsketænkning«
Billede mangler

Det er ikke kun forbrugerne, som indimellem bytter brugte varer. Der er også eksempler på butikker, som sælger produkter, der allerede har været brugt som nye, og derfor klinger det lidt hult, når erhvervslivet vil indskrænke forbrugernes magt.

 

Sådan lyder det fra Socialdemokraternes forbrugerordfører, Mette Reissmann (S).

»Virksomhederne skal ikke smide med sten, når de selv bor i et glashus. Der har været sager, hvor de sælger brugte varer. De omemballerer dem bare, det gælder både blendere, computere og støvsugere. Der har været eksempler på folk, der køber en støvsuger med en fyldt støvsugerpose, det er den nok ikke kommet med fra fabrikken,« siger hun.

I torsdagens Berlingske opfordrer Dansk Erhverv politikerne til at gribe ind og ændre købeloven og forbrugeraftaleloven, som, erhvervslivet mener, sikrer forbrugerne for gode rettigheder. De medfører blandt andet, at forbrugerne med Forbrugerklagenævnet i ryggen kan returnere brugte varer, mener Dansk Erhverv.

»Vi skal have præciseret købeloven og forbrugeraftaleloven, så det bliver mere klart, at forbrugerne ikke må bruge varerne, hvis de vil bevare en mulighed for at returnere dem,« siger Lone Rasmussen, markedschef i interesseorganisationen.

Men det er både svært og unødvendigt, mener Mette Reissmann. For det første fordi området er reguleret af et EU-direktiv, som Folketinget ikke bare kan ændre, og for det andet fordi det må være op til butikkerne selv at forhindre, at de tager brugte varer retur, siger hun

»Jeg deler ikke det der klynkeri og opfordringen til, at man skal omskrive den ene og den anden lov. Det er nok lidt ønsketænkning vi er ude i fra erhvervslivets side. Jeg synes sådan set, at reglerne er velafbalancerede. Forbrugerne har ikke et lovgivningsmæssigt krav på at få byttet deres varer, det er noget, butikkerne har indført, og de har gjort det til et konkurrenceparameter. Jeg synes selvfølgelig ikke, at det er i orden at feste i en kjole hele aftenen og så returnere den næste dag, hvis man oplever det ofte som modebutik, så må man begrænse ombytningsretten,« forklarer hun.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu