S med nyt løfte om betalingsring

4. januar 2012 16:19 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
S med nyt løfte om betalingsring
Billede mangler

Der skal mere albuerum til i den kollektive transport, før snoren bliver klippet over på betalingsringen.
Det løfte afgiver Socialdemokraterne nu på en dag, hvor regeringen erkender problemer med den meget omdiskuterede betalingsring.
“Der kommer til at være mere plads i den kollektive trafik fra første dag, trængselsringen (betalingsringen, red.) åbner,” lover Magnus Heunicke, politisk ordfører hos Socialdemokraterne.
Heunicke er partiets tidligere transportordfører og var med til sammen med SF at udvikle hele idéen om betalingsringen. Og nu kommer han med et løfte til. Flere offentlige transportmidler på sporene og vejene fra dag ét.
“Vi skal bruge flere tog og busser, det er helt sikkert. Men hvordan det lige bliver, kan jeg ikke sige noget om i dag,” erkender han.
Betalingsringen har voldt regeringen voldsomme problemer – både med oppositionen og med sit eget bagland rundt om i kommunerne. Sidstnævnte har især øget volumen i kritikken, efter det er kommet frem, at Socialdemokraterne vil flytte grænsen for betalingsringen fra ringvej II, der gik igennem Københavns Kommune, til Københavns Kommunes kommunegrænse. Men i dag vil Magnus Heunicke ikke erkende, at det sidste er besluttet.
“Vi mangler den endelige placering – det er et oplæg til en dialog til den praktiske udførsel og en erkendelse af, at der skal mere til,” siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu