S: Messerschmidt er dobbeltmoralsk

10. april 2013 20:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
S: Messerschmidt er dobbeltmoralsk
Billede mangler

Ifølge europaparlamentarikeren Morten Messerschmidt (DF) skriger det til himlen, at EU finansierer en video, hvor fire sydfynske borgmestre danser til deres egen udgave af Gangnam Style.

 

Men Messerschmidt selv er ikke bleg for at bruge EU-midler til at reklamere for sine egne synspunkter, påpeger den socialdemokratiske MEP Dan Jørgensen (S).

Han henviser til en annoncekampagne fra DFeren, hvor han advarer mod EUs hårde linje over for kritiske medier ved at sammenligne Herman van Rompuy, formand for Det Europæiske Råd, med en Stasi-agent.

»Det er fint nok, at Messerschmidt mener, der ikke skal gå EU-penge til dårlig sydfynsk humor, men vi er mange, der synes, at hans egen annonce heller ikke er spor sjov. Den havde Messerschmidt imidlertid ingen problemer med at bruge massevis EU-kroner på,« siger Dan Jørgensen.

Han kalder kollegaens kritik af de sydfynske borgmestres video for dobbeltmoralsk.

»Enten er Messerschmidts kritik uigennemtænkt, eller også må der være tale om et kursskifte, og vi må derfor regne med, at han ikke i fremtiden vil bruge EU-penge på annoncekampagner,« lyder det fra S-politikeren.

Men Morten Messerschmidt afviser, at han gør sig skyldig i dobbeltmoral.

»Dan Jørgensen blander æbler og pærer. Min kritik handler om, at EUs fond til beskæftigelsesformål støtter nyttesløse projekter. Jeg klandrer ikke borgmestrene, men jeg tror ikke, at det her projekt var gået igennem, hvis det var Folketinget, der skulle godkende det,« siger han.

Spørgsmål: Burde du ikke, som Dan Jørgensen foreslår, tage konsekvensen og selv lade være med at bruge EU-penge?

»Både Dan og jeg får stillet midler til rådighed, så vi kan advokere for vores synspunkter. Jeg bekæmper EU med EUs egne penge. Det kan ikke være smukkere,« siger Morten Messerschmidt.

De fire borgmestres video er finansieret af midler fra EUs socialfond og fonden til regional udvikling. Ifølge projektleder Susanne Linnet Aagaard fra Fremtidsfabrikken Sydfyn har det kostet 21.250 kroner at producere den.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu