S og SF angribes af egne kolleger i byråd landet over

16. januar 2013 06:05 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
S og SF angribes af egne kolleger i byråd landet over
Billede mangler

Flere byrådspolitikere fra de to regeringspartier S og SF mener, at dagpengemodtagerne bliver syltet af regeringen.
 
Socialdemokraterne og SF’s indsats over for de tusindvis af ledige, der står til at miste dagpengene, er simpelthen for sløv.
 
Det mener langt størstedelen af baglandet i de to regeringspartier, viser en rundspørge, som Berlingske Research har foretaget.
 
82 procent af byrådspolitikerne i SF og 75 procent blandt de socialdemokratiske byrødder mener, at regeringen bør gøre mere i dagpengesagen, som for nylig er blusset op på ny. Lidt over halvdelen af alle byrådspolitikere i rundspørgen har svaret.
 
– Regeringen gør ikke nok. Mange giver Margrethe Vestager (radikal økonomiminister, red.) skylden, men det holder jo ikke helt. Man må stå fast på sine principper, siger Johnny B. Jørgensen (S), byrådsmedlem i Hedensted, til Berlingske.
 
– Vi skal ikke have regeringsmagten bare for regeringsmagtens skyld, tilføjer han.
 
Peter Frost Henriksen (S) fra Fredensborg siger til Berlingske, at dagpengemodtagerne bliver “syltet af regeringen”. Samme kritik lyder fra Mogens Stilhoff (SF) fra Faxe:
 
– Jeg har det rigtig skidt med, at en regering, som jeg støtter, ikke kan sikre folk en rimelig indtægt, siger han til Berlingske.
 
58 procent af socialdemokraterne mener, at det skal være lettere at genoptjene retten til dagpenge, mens 68 procent af SF-medlemmerne ønsker en længere dagpengeperiode, skriver avisen.
 
Dagpengedebatten har igen fået spalteplads i medierne, efter at regeringen har opjusteret sin skøn over, hvor mange danskere, der ventes at ryge ud af dagpengesystemet i årets første seks måneder.
 
Tallet ventes nu at ligge mellem 17.000-23.000 personer, mens regeringen tidligere skønnede mellem 9000 og 16.000 mennesker.
 
Den politiske ordfører hos Socialdemokraterne, Magnus Heunicke, afviser dog ændringer, skriver Berlingske.
/ritzau/
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu