S og V afviser kvindefængsler

27. oktober 2012 15:30 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
S og V afviser kvindefængsler
Billede mangler

Enhedslistens forslag om rene kvindefængsler vidner ikke gehør hos hverken Socialdemokratiet eller Venstre
 
Kvindelige indsatte skal have mulighed for at blive isoleret fra de mandlige, når de afsoner fængselsdomme, mener Enhedslisten.
 
Derfor kræver partiet nu, at der opføres en ny særlig fængselsafdeling i Jylland kun til kvinder.
 
Afdelingen skal ses som en del af de 200 nye fængselspladser, som regeringen har foreslået som en del af de igangværende forhandlinger om en ny plan for kriminalforsorgen.
 
Men hverken hos regeringspartiet Socialdemokraterne eller hos Venstre er der opbakning til forslaget. Selvom begge partier er enige i, at man i forhandlingerne skal kigge på, hvad der kan gøres for at sikre kvinderne fra overgreb under afsoningen.
 
– Jeg vil gerne kigge på, hvad vi kan gøre mere uden at bygge et nyt kvindefængsel, siger Socialdemokraternes retsordfører, Ole Hækkerup, og tilføjer:
 
– Den største opgave er, at vi mangler et utrolig stort antal pladser i fængslerne i dag, og vi har fremskrivninger, der viser, at det bliver endnu værre.
 
– Jeg ville ønske, at vi ikke havde overtaget en overbelægning i fængslerne, for så kunne vi gå i gang med eksempelvis kvindefængsler, men her og nu er vi klemt af det problem, siger Ole Hækkerup.
 
Samme toner lyder fra Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, selvom han godt forstår Enhedslistens ønske om at hjælpe kvinderne.
– Jeg synes ikke, det er der, hvor problemerne i fængslerne er størst. Dels er der en del kvinder, som ikke vil afsone i et kvindefængsel og dels, kan man løse det ved at lave øget sektionering i fængslerne, siger Karsten Lauritzen.
 
Men Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, kan ikke leve med, at kvinder bliver til ofre i fængslerne, uanset de har begået noget kriminelt.
 
Ifølge Kriminalforsorgsforeningen vil et rent kvindefængsel kun koste 20 millioner kroner.
 
Et kvindefængsel er ikke en del af den fireårige plan for Kriminalforsorgen, som regeringen har lagt frem. DF er dog enig i idéen om et særlig kvindefængsel.
/ritzau/
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu