S om dagpengeforslag: Typisk Venstre

16. februar 2012 09:29 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
S om dagpengeforslag: Typisk Venstre
Billede mangler

Socialdemokratiet ønsker ikke at halvere dagpengesatserne for unge under 30. Hellere få dem uddannet, lyder det.
 
Forslaget om at skære i de unges dagpenge og kontanthjælp er et “typisk forslag fra Venstre”, siger Socialdemokratiets arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn-Jensen, der hellere vil uddanne de unge ud af arbejdsløsheden.
“Vi skal kigge på indsatsen i forhold til uddannelse og opkvalificering, der tror jeg, vi kan få endnu flere i gang,” siger Leif Lahn-Jensen (S) til Newspaq.
 
Han mener, at opkvalificering og uddannelse i større grad vil gøre folk klar til at påtage sig et job, når krisen er overstået.
 
Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs, siger til Newspaq, at man ønsker at hæve grænsen for ungdomsydelser til 30 år, da man kan se, at flere mellem 20 og 25 år er kommet i job, efter der er blevet skåret i deres ydelser.
 
Leif Lahn-Jensen er ikke uenig i, at det muligvis vil skubbe nogen fra sofaen ud på arbejdsmarkedet, hvis man skærer i deres ydelser. Der er bare for mange, som det ikke vil hjælpe.
“De, der ikke kommer på arbejdsmarkedet, vil bare blive fattigere,” siger han til Newspaq og peger på, at den tidligere regerings nedskæring i ydelserne fik 14 procent ud på arbejdsmarkedet, mens de resterende 86 procent “bare blev fattigere, og kom i en sværere position”.
“De skal ikke jagtes, men hjælpes,” understreger han.
 
Dansk Folkeparti ser heller ikke meget positivt i Venstres forslag, som de mener, rammer ved siden af.
“Unge på kontanthjælp under 25 får jo den lavere sats, fordi de skal motiveres til at tage en uddannelse på SU. Dem mellem 25 og 30 år har typisk taget en uddannelse, og de er for mig at se en helt anden gruppe,” siger arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted (DF).
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu