S om EL-forslag: Ingen gang på jord

6. marts 2012 11:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
S om EL-forslag: Ingen gang på jord
Billede mangler

En hurtig bredside ryger af sted fra Socialdemokraterne til støttepartiet Enhedslisten.
Knap har lokale medlemmer af Enhedslisten foreslået urafstemning som krav til at gå med i den næste finanslov, før den socialdemokratiske storebror skyder skarp igen.
“Det vil selvfølgelig vanskeliggøre forhandlinger om finansloven, hvis man skulle vente på en urafstemning fra Enhedslisten. Jeg har næsten ikke fantasi til at forestille mig et sådan forløb, så det har ikke megen gang på jord,” siger politisk ordfører Magnus Heunicke (S) til Newspaq.
Hvis forslaget bliver vedtaget, skal et flertal blandt alle Enhedslistens medlemmer godkende hele regeringens budget for staten i 2013. Et scenarie, som langt fra huer Socialdemokraterne, og som man ikke tager helt alvorligt.
“Så jeg ser det mest som en teoretisk diskussion om basisdemokrati i Enhedslisten, som de jo er velkomne til at have, men som jeg vil advare kraftigt mod at gøre til virkelighed,” fortæller den politiske ordfører.
I Enhedslistens top har man fantasi til, at det kan lade sig gøre med en urafstemning. Alligevel advarer finansordfører Frank Aaen mod forslaget.
“Alt kan jo lade sig gøre – også i politik. Men det vil naturligvis gøre det meget vanskeligere, og det vil i den grad flytte fokus væk fra at stille de rigtige krav på forhånd og til spekulationer om, hvad der efterfølgende kan ske i en urafstemning,” siger Frank Aaen til Information.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu